fredag den 21. december 2012

Til Eva Agnete Selsing med et ønske om borgerlig nytænkning



Eva Agnete Selsing er ansvarlig for en artikel på Berlingskes hjemmeside om, hvad hun selv betegner som ”Borgerlighedens succes og venstrefløjens fiasko”. Selsing, der er uddannet filosof, skriver i en tone og med et ræsonnement, der gør det vanskeligt at tage hende seriøs. Den ene udokumenterede påstand efterfølges kontinuerligt af misforståelser og simple fejlslutninger, som vil få de fleste intellektuelle på begge sider af det politiske spektrum til at krumme tæer, og det kan derfor være vanskeligt at adressere selve indholdet af artiklen, da der simpelthen er for meget at kritisere.


Selsing er først og fremmest dygtig til at formane om, hvor forfærdeligt det danske samfund er: Det socialistiske fordummelsesprojekt er også en bragende succes; børn får ikke længere viden i skolen. De får ’kompetencer’, som er et andet ord for ’nitte,’ og går følgelig dumme og selvovervurderende ud i samfundet. Der hænger grim kunst i alle offentlige bygninger … ”, lyder det f.eks., og Selsing placerer sig således i et intellektuelt fællesskab med Sørine Gotfredsen og Rindalismen, inden hun for alvor demonstrerer sine evner som engageret nytænker.


Det overordnede sigte med artiklen ”Rød og død” må angiveligt være at vise, og desværre ikke bevise, hvorledes venstrefløjen har ført en tabt ideologisk kamp. Og her er selve udgangspunktet for analysen helt forfejlet. Det er nemlig et fordummende og forsimplet perspektiv, hvis man i rammende alvor tror, at der kun har været én venstrefløj i Danmark, og at denne skulle have ført en sammentømret og konsistent linje ”efter Gulag, DDR og det løse”. Der har naturligvis været flere forskellige venstrefløje, ligesom der har været forskellige strømninger blandt de borgerlige og på højrefløjen. Verden er simpelthen ikke så sort/hvid, som Selsing tror, og har hun måske glemt, at det var Poul Schlüter, som var imod Tysklands genforening? 


Et andet problem i artiklen er Selsings misforståelse af begrebet multikulturalisme. Hun forstår simpelthen ikke begrebet, men jeg er tilbøjelig til at undskylde hende, da der er så mange andre meningsdannere i medierne, der heller ikke gør det. Lad mig forsøge at forklare det kort og godt: Multikulturalisme er den logiske indsigt, at nutidens samfund og nationer er præget af en lang række kulturer, som influerer hinanden. I modsætning til tidligere historiske perioder, hvor der var en større ensretning grundet den stærke magtcentralisering samt den manglende kommunikation og bevægelse over landegrænserne, er der i de (post-) moderne samfund forskellige kulturer, som unægtelig eksisterer sammen. Dette gælder inden for noget så simpelt og problemfrit som mad og musik, mens der kan opstå konflikter ved politiske og religiøse kulturer. Kulturerne er i en dynamisk relation til hinanden, ligegyldig hvad man må mene om det, og man kan lige så godt lade være med at lovgive om det. Monokultur er en umulighed og kan ikke opretholdes længere, hvilket blev synligt ved ophævelsen af apartheid og borgerrettighedsbevægelsen indtog i amerikansk politik. Kun Søren Pind og Selsing har ikke lært af historierne.    


Man skulle så tro at Selsing ville stoppe her, men nej. Således beskriver hun venstrefløjens holdning til den globale klimakrise: ”Den sag har de fleste desværre gennemskuet - klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet varmere.” Ja, som sagt kan det være svært at tage dette seriøst, så lad mig først komme med min egen pointe, inden jeg adresserer denne intellektuelle falliterklæring.


Der ligger nemlig en gennemgående præmis i Selsing artikel om, at det borgerlige Danmarks ungdom er en stærk kreativ gruppe af unge mennesker, der med deres intellektuelle formåen har skabt en progressiv bevægelse, hvor de bidrager med en masse nye innovative tiltag for en bedre, underforstået liberal, verden. Selsing henter opbakning til denne myte ved at henvise til Ditte Gieses artikel ”Nogle gange gad jeg også godt være blå”, Politiken, d. 3. december, hvor Giese i positive vendinger beskriver det sammenhold, som præger det yngre borgerlige miljø i Danmark. Desværre indser Selsing ikke den kritik, som Giese samtidig retter mod den borgerlige ungdom, men lad nu det ligge.


For det er i den grad en myte, at den borgerlige ungdom har bidraget med nye fantastiske indsigter til samfundsdebatten. Vel er de engagerede, og deres sammenhold er med garanti velplejet, men de unge borgerlige har ikke gjort andet end at reproducere de samme logikker, som tidligere generationers liberalister har fremført. Det handler, som det altid har gjort, om at staten er ond og skadelig for den private ejendomsret, at privatiseringer er det eneste rigtige, og at det kollektive velfærdsprojekt i virkeligheden er et angreb på individets frihed. Der er som sådan ikke noget nyt i den unge borgerlighed, hvad angår intellektuelle tiltag, hvilket da også bliver synligt, når man besøger dem på nærmeste hold.
Jeg har selv deltaget i et afholdt CEPOS-arrangement om pseudo-filosoffen Ayn Rand, som de unge borgerlige forguder, men som alle seriøse akademikere selvfølgelig har afvist som et ligegyldigt pop-fænomen. Her sad jeg på første række, da de unge borgerlige sad og grinte af anti-demokratiske vittigheder, så som: ”Demokrati er godt, det er bare ærgerligt, at de dumme fattige også skal have noget at sige – hahaha!” (jeg gengiver frit fra hukommelsen). Det, jeg oplevede var en samling af unge umodne mennesker, hvis viden om samfundet blot bestod af deres genskabte indsigter fra tidligere tænkeres bøger. Man skulle så tro, at de ville være indsigtsfulde nok til at efterleve deres egen filosofi, men nej. Langt de fleste af den borgerlige ungdom har ingen problemer med at modtage SU, dagpenge eller anden hjælp fra staten, og hvor er det dog nemt at bide den hånd, som fodrer. Det borgerlige ungdomsoprør minder mest af alt om et socialt ødipuskompleks, og i det hele taget bør den borgerlige ungdom snarere opfattes som en kult med deres egne myter og ritualer. I denne er der andre spilleregler gældende, og man kan således sagtens kritisere demokratiet eller benægte den globale opvarmning, hvilket Selsing demonstrerer så tydeligt. Jeff Walker har i øvrigt skrevet en bog om fænomenet, The Ayn Rand Cult, hedder den, og den kan så vidt jeg er orienteret købes som e-bog.


Hvis den borgerlige ungdom virkelig vil bidrage til samfundsdebatten, må den skabe nogle nye spændende diskurser og diskussioner i stedet for blot at gentage de samme pointer, som den danske befolkning har hørt på i så mange årtier.


Således er det passende at slutte med en opfordring Eva Agnete Selsing: I stedet for at skrive en artikel om, hvor inkompetent venstrefløjen er, så skriv i stedet om, hvordan de unge borgerlige vil forandre Danmark til det bedre. Det skal blive spændende at se, hvor meget nyt der er i den borgerlige ungdom, eller om det alt sammen handler om at nedgøre andre og benægte den globale opvarmning.  


tirsdag den 4. december 2012

Læserbrev til Christine Antorini


Til Christine Antorini

Hvor er det dog storslået at følge den kurs, som du har lagt for det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig skal børnene da have meget mere undervisning, end vi fik, dengang vi var små. Heldagsskolen er et vidunderligt koncept, ja hvorfor ikke inkludere weekenden, spørger jeg bare! Der er jo slet ingen grund til at børnene skal have fri. De får al den sociale stimulans, som de har brug for, når de er sammen om noget fagligt, det siger sig selv. Og engelskundervisning fra første klasse? Jamen fantastisk! Sikke et innovativt og kreativt forslag. Mon vi kunne gøre det endnu bedre? Jeg tænker … kinesisk … det er jo oppe i tiden, og i denne globaliserede verden, er det vigtigt at klæde børnene på til de udfordringer, der venter lige om hjørnet. Ja hvorfor stoppe dér? De kan jo lige så godt lære lidt om samfundsforhold, nu vi er i gang med at tænke stort. Skal vi sige Mills fra tredje og Locke fra femte?

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg var lidt nervøs, da jeg hørte at du skulle være undervisningsminister. Rygterne ville vide, at du havde talt om at bryde med Bertels Haarders håndfaste linje, at du ville læne dig op ad lærernes anbefalinger og samarbejde med lærerforeningerne, at tingene skulle være anderledes.
Men jeg vidste godt, at det ikke var sandt. Tro mig, jeg vidste, at du var til at stole på, og jeg blev så glad, da du for alvor demonstrerede din vilje til at trodse lærerne. Sikke en manøvre at forhandle med KL uden at involvere Danmarks Lærerforening. Snedigt – sikke en politisk manøvre – det vidner om format, det må jeg sige: Bertel er med garanti stolt af dig, det er jeg sikker på, og enhver tro på, at du er lærernes repræsentant, er nu heldigvis manet til jorden.

Lad os snakke om forberedelsestid: Jeg forstår ikke, hvorfor lærerne overhovedet skal have betaling for at planlægge deres arbejde? Jeg mener: De har allerede fået sig en uddannelse på skatteydernes regning, så må man da også forvente, at de kan finde ud af at bruge den?! Nej du. Det er simpelthen så dejligt, at du kære Antorini, datter af en lærerinde, går forrest og siger: ”Nok er nok - VI VIL IKKE FINDE OS I, AT LÆRERNE SIDDER DERHJEMME OG FORBEREDER SIG”. Det må de passende gøre på et kontor ligesom alle os andre.

Jeg har faktisk nogle forslag til, hvordan vi for alvor kan få ramt på de privilegerede lærere. Hvad med, at de alle skal undervise i det samme pensum? Så er der slet ikke nogen grund til at forberede sig! Nuvel, staten kan være gavmild og betale for det første ansættelses år, men derefter er der jo ingen grund til at betale for noget. Det vil også gøre undervisningen mere beregnelig og struktureret. Hvis alle eleverne bliver undervist i det samme stof, bliver de alle lige gode – sikke en bjørnetjeneste til det danske samfund!

Ja ja ja. Nu ved jeg godt, at enkelte kritiske røster vil påpege, at lærerne netop har valg deres profession, fordi de ønsker et liv med de muligheder, som følger, når man kan planlægge sin forberedelse. At de kreative ildsjæle selvfølgelig vil forlade folkeskolen, hvis man fratager dem denne frihed, fordi de kan vælge andre 8-16-jobs, der er meget bedre betalte. Men dér er det jo, at man skal tage højde for, at Danmark slet ikke behøver de dygtige og engagerede lærere. Nej nej, jeg ved, hvad du tænker, men hør nu: Man behøver ikke en dygtig lærer, hvis vedkommende bare skal undervise i det samme stof som alle andre, og det er jo den vej, som det unægteligt vil gå, hvis du skærer i lærerenes forberedelse.

Kære Antorini. Du er en fantast. Du er den endelige løsning på uddannelsesproblemet. Du har bevist, at du vil følge Haarders linje og gøre den danske folkeskole til et bedre sted. Og selvfølgelig vil den nye danske ungdom blive forfordelt. Lad os omfavne den virksomhedslogik, som Haarder pressede ned over det danske uddannelsessystem, og hvis eleverne har svært med at gennemføre deres prøver, kan man jo altid bare gøre eksaminationerne lettere at bestå. Det er jo også den praksis, som I allerede er i gang med inde i undervisningsministeriet, hvilket er alle tiders, og mon ikke 95 % af ungdomsårgangene får sig en uddannelse inden næste folketingsvalg?

Jeg krydser fingre i håb om forandring

Hilsen
Anders Bentsen-Bøhm

torsdag den 7. juni 2012

Anmeldelse af Mette Moestrups "DØ, LØGN, DØ"


Anmeldelse af Mette Moestrups Dø, løgn, dø
Der var engang, hvor jeg på eventyrligvis fik øjnene op for den nutidige danske lyrik. Jeg husker det meget tydeligt, fordi det var et stort øjeblik for mig. På daværende tidspunkt var jeg mest interesseret i noveller og romaner, fordi jeg som mange andre opfattede digte som nogle lidt mærkelige stykker tekster, som ikke rigtig gav mening for mig. Alt dette ændrede sig, da jeg i 2006 læste Mette Moestrups Kingsize. En digtsamling, som radikalt ændrede min forståelse af den danske litterære scene og lyrik generelt. Siden da har jeg fulgt meget mere med i de danske lyrik-scener, og jeg har så vidt det var muligt forsøgt at holde mig opdateret på de nyeste tendenser i tiden. Jeg har derfor med stor længsel ventet på Moestrups nye digtsamling Dø, løgn, dø, men lad mig for en god orden skyld også gøre opmærksom på, at hun også udgav den lille roman Jævnet med jorden i 2009, et værk, jeg i den grad også kan anbefale.

Det har været svært for mig, at skrive anmeldelsen af Dø, løgn, dø. Dette skyldes, at værket simpelthen er så fyldigt og massivt, og samtidigt sprængt i så mange forskellige tematiske og formmæssige dimensioner, at jeg knap nok ved, hvordan jeg skal forsøge at favne et så komplekst værk i bare én anmeldelse.

Men måske er det også vigtigere at snakke om den kraft, der ligger i selve værket. Hele værket sitrer af energi og manifestation. Alene indbindingen: Sort! Hardback! Og den så konfrontatoriske titel – skrevet i versaler og øjensynligt en direkte henvendelse til løgnens gestaltning. Det er fandme et stærkt udtryk, og ret spændende i øvrigt, at der for første gang ikke er et billede af Moestrup i selve bogen. Når jeg bemærker dette, skyldes det, at jeg for ca. et år siden (tror jeg) hørte et interview med Moestrup angående det problematiske fænomen eller begreb ”Erotisk kapital”. Hertil fortalte hun, at der havde været flere overraskende, og som jeg forstod det, upassende, bemærkninger angående hendes pressefoto i Kingsize. Moestrup har øjensynligt valgt at undlade et billede i sit nye værk, men om dette skyldes en afstandstagen fra debatten om den erotiske kapital er jo svært at sige. (Der var i øvrigt et billede med i Jævnet med jorden).

Formmæssigt er Dø, løgn, dø inddelt i fem selvstændige afsnit, men ærligt talt så giver det mest mening, at læse digtsamlingens 167 sider i ét hug. Værkets føromtalte energi trækker læseren ind i et rum, hvor ikke bare formen, men også sproget og grammatikken falder fra hinanden i positive (læs: produktive) bevægelser, og på trods af denne ofte skrøbelige ophævelse og nytænkning af regler, formår Moestrup hele tiden at operere med en rytme og et flow, som efterlader et indtryk af litterær kunst af allerhøjeste kvalitet. Fra digtet ”Tænkt mælk (før midnat)”:

Kære læber, læber, læber,
der er så mange af jer! Et objektløst begær.
Begærets vrang, som vender ud,
som noget skjult, som ikke kan skjules,
og i baggrunden: musik.
Den dér underspillede overlegenhed i basgangen, ja ja,
hvor banalt. Dunk i køn.
En grænseoverskridende overgivelse
som at spille død under samleje. Sløvt
at dyppe den ene brystvorte i sølv.
Ikke guld. Mens tanken malker ud
i mange munde.
Utrolig ubogstaveligt. O!
at regne summen af alle huller i alle levende kroppe ud
og fylde dem med tænkt mælk, tænkt mælk før midnat!

I dette tekstuddrag ses legen med sproget tydeligt, og bemærk rytmen; de omhyggelige betoninger, flowet - også forankret i bogstavrim, men alligevel denne frihed, digtningen tilsyneladende ubesværet og umiddelbart. Fandme flot, jaja.

Tekstuddraget indeholder ligeledes flere af de tematikker, som kendetegner Dø, løgn, dø. Ikke mindst kroppen, som selvfølgelig er oppe i tiden (hvem skriver ikke om kroppen i disse dage?), men det har hun jo sådan set gjort i meget lang tid, og personligt, synes jeg det mest overraskende har været denne gentagende insisteren på at koble kroppen sammen med mælk, hvilket bliver gjort rigtig mange gange i digtsamlingen. Måske skyldes det, at den nye digtsamling fokuserer mere på forskellene imellem kønnene, end hvad der var tilfældet med Kingsize? I denne var der flere digte, hvor en egentlig dekonstruktion af kønnene forekom (læs eksempelvis ”Blackout / Orkidéer”), mens der i Dø, løgn, dø¸ bliver betonet en kvindelig biologi som netop modermælk, menstruationsblod og ikke mindst vagina. Den kvindelighed, der præger digtsamlingen er faktisk lidt overrumplende; mænd har altid, men ikke udelukkende, været svin hos Moestrup, f.eks. i Egypten og Afrika, eller decideret fragmenterede som en ”kniv”, man vågner op med, men i Dø, løgn, dø er det som om, Moestrup går skridtet videre og konstruerer en form for kollektivt søsterskab som reaktion mod de mandlige overgreb. Dette sker helt konkret i form af en gigantisk sort trekant til sidst i bogen, men feministiske sange om korte kitler og kritik af reklamernes retouchering kan også nævnes, ligesom det bemærkes, at bogen er dedikeret ”Til mine søstre”. Og forstå mig ret; det er fedt at læse! Jeg håber ikke, at ovenstående virker som en afvisning af projektet (de fleste mænd ER svin), men jeg vil dog sige, at man(d) som mandlig feminist til tider føler sig udelukket fra Moestrups projekt, især når det biologiske får tildelt en sådan stor rolle i digtsamlingen.

Dø, løgn, dø indeholder selvfølgelig også mange andre former for kritik. Kritik af kapitalismen, kritik af nationalismen, kritik af sprog og kritik af Sappho-forskningen, bare for at nævne nogle af de områder eller løgne, som angribes, men i virkeligheden er det ligeså vigtigt at hæfte sig ved, at Moestrups fortællerinde virker ked af det. Det er faktisk endnu en ny side, synes jeg. Som læser præsenteres man efterhånden for et egentligt fast forhold til, hvad der virker som en svensktalende mand med mellemøstlig baggrund. Desværre går dette forhold i stykker, han forlader hende , og hun svarer ham på vej ud af døren:

Gå, som du må, nyd
minderne. For kun du ved, hvor meget jeg nød dig.
Men hvis du glemmer, så vil min stemme
minde dig om
smukke nætter.
Så mange øjenlåg af violer og roser
åbnede du ved min side
Så mange flettede kranse
af blomster
om din bløde hals.

Denne sorg er på mange måder vedvarende i digtsamlingen, og faktisk flettes den ind i bekymringer om alderdom på en ganske forfærdelig måde. Fra digtet ”Trykknapper”:

jeg selv
ødsler så småovervældende med selve
livet, det vil sige
min afgrænsede krops begrænsede tid

Disse refleksioner om forgængelighed og død præger digtsamlingen i en grad, som jeg ikke er helt afklaret med endnu. Jeg fristes til at skrive, at løgnene, der skal dø, også involverer indre og personlige løgne, løgne som man har fortalt sig selv, men mere om det en anden gang.

For Mette Moestrup ikke bare er vred og ked; Hun er også sjov!
Jeg har flere gange taget mig selv i at grine højlydt (det sker sjældent), og jeg må sige, at det simpelthen er så befriende at mærke denne glæde og varme i digtsamlingen, som man ikke må glemme at få med i en karakteristik af Moestrup. Hun viser flere gange, at hun kan blande de tunge og alvorlige emner med en humoristisk tone. Eksempelvis:

KÆRE BRYSTER
mand til mand, kan I ikke snart holde på en blyant?
Det begynder jo at ligne noget fucking performativt!

Det er derfor det er så fedt at læse Moestrup. Man bliver klog, vred, ked og glad på samme tid.

Jeg anbefaler Dø, løgn, dø til alle. Man behøver ikke at have læst de tidligere digtsamlinger for at få glæde af bogen, som vil glæde rutinerede læsere af lyrik såvel som nybegyndere.
Køb den, læs den og oplev dansk lyrik, når det er allerbedst!

Mette Moestrup
DØ, LØGN, Dø
Gyldendal
2012
176 sider
229,95 kr. (vejl.)

tirsdag den 17. januar 2012

Anmeldelse af Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng

Der er øjeblikke, hvor man må lukke øjnene og give efter for fortabelsen af ordenes konsekvenser. Sådan er det at læse Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng; en intens rejse ind i en ung kvindes sind, hvor man som læser må give slip på distancen og følge de komplekse følelser og tanker, der kredser om identitetens skrøbeligheder og styrker, mens man gang på gang griber efter velkendte indsigter og forståelser i et forsøg på at finde holdepunkter i teksten. En strøm af ord allerede fra første side tvinger læserens aktive deltagelse i mødet med jegets insisteren på mening i en tilsyneladende kaotisk udsigelse, og man famler rundt i æstetik og brudte gentagelsesstrukturer, som om skriften hele tiden forsøger at opfinde sig selv på ny.


  ”Jeg taler til dig i tomme relationer”, lyder det, men disse forhold forskubbes hele tiden i en forgængelighed og naturlighed, hvorfor formen jagter sig selv og ødelægger den velkendte grammatik uden at det føles som en konflikt, snarere som en given kausalitet.
Et af de tematiske holdepunkter er kroppen, som vedbliver at være et grundvilkår, men alligevel ses en fornemt fordoblet i digtsamlingen, hvor kroppen splittes i en privat og offentlig sfære, mens den på fænomenologisk vis angribes i biologiske diskurser og konkrete kirurgiske analyser. Undersøgelsen af kroppen søger at sterilisere og udstille naturlighedens postulerede matematik, og en afklaring af lovmæssighederne tvinges frem ikke mindst af anatomiske konklusioner, som problematiseres af jegets føleler og tanker efter foretagelsen af en abort.


Tilsæt kønnene. En kvindelighed presser sig på og afkræver refleksioner om kvindekroppens berettigelse i en verden, hvor man bortretoucherer unge pigekroppe for at sælge produkter. Samfundets kropskrav sammenlignes med pædofili: ”De overskred en grænse med kroppen, vi hver dag overskred i reklamernes fiktion”, og hvorledes skal jeget eksistere i dette anti-naturlige rum, hvor magtrelationerne nådesløst udstiller kroppens hemmeligheder.
Grænser søges og udviskes. Forholdet til mandens krop som en afstand, der forsvinder og hele tiden forstærkes i takt med mødet mellem kvindes bryst og mandens hånd, imellem forskellene og lighederne.


Ved floden
ligegyldigt hvor meget han forsøgte at penetrere kroppen med sin videnskab, syntes den til at have en hemmelighed. sæd under træer. ved floden kyssede han hende på øjnene, og hun kyssede ham igen. huset stod bag ved dem og så ind i sig selv, da han greb efter hendes bryst, var der som at røre et ansigt. han tegnede en solsikke i hånden på hende med sin finger, når hun var ked af det, han vidste ikke, om det hjalp. hendes hulken gjorde ham uintelligent, himlen havde den samme farve som en mands areola mammae.


Brystet. I sin naturlighed og fasthed og blødhed og rødhed og hemmelighed og billedlighed forankres bogens omslag, teksten og idéerne i brystets form og indhold. Modermælkens hvide farve skaber dog en kønsmæssig forskel som ikke udforskes tilstrækkeligt i værket, da samhørigheden i stedet prioriteres som i ovenstående tekstuddrag.


Det er min mening at Olga Ravn debuterer på fornemmeste vis. Der er en virkelig interessant og unik stemning i digtsamlingen, og teknisk set er digtningen på et utroligt højt niveau. Kompleksitetens frihed udfolder sig i Ravns evne til at føre læseren igennem en tilsyneladende kaotisk refleksion, som viser sig at være en gennemgribende kritik af krops- og kønsforestillinger. En betydelig bedrift. En debut som imponerer og højner standarten for dansk lyrik.


Alt i alt må man sige at bogåret 2012 ikke kunne have startet på bedre vis.








Olga Ravn
Jeg æder mig selv som lyng
Gyldendal
80 sider
199 kr. (vejl.)







tirsdag den 27. december 2011

Årets 10 mest betydningsfulde læsninger

Julie Sten-Knudsen: Hjem er en retning
Amalie Smith: De næste 5000 dage
Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster…
Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily
Christian Dorph: De sidste mange år har det handlet om børn
Pablo Llambìas: Monte Lema
Juliana Spahr: This Connection of Everyone with Lungs
Katinka My Jones: Sølv
Nicolaj Stochholm: Odefabrikanten
Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl


Jeg burde skrive nogle begrundelser, jeg burde fortælle hvorfor jeg har valgt disse titler ud blandt de mange bøger som jeg har læst i år, men jeg har simpelthen ikke tid. Jeg vil hellere skrive på min egen digtsamling og nyde juleferien sammen med min familie. Dog skal det siges, at det ikke er en tilfældighed at jeg har placeret Julie Sten-Knudsen øverst på min liste. Hun er fantastisk, hun er den der har rørt mig mest i år. Jeg kan ikke anbefale hende nok…

tirsdag den 29. november 2011

Reception om Hankøn

Hej hej, og se lige her, og jeg håber på at skrive en anmeldelse af Receptions nye nummer om Hankøn. Se i øvrigt dette link og pas godt på jer selv derude!

http://tidsskriftetreception.dk/2011/11/17/udgivelsesfejring-for-69/