Årets 10 mest betydningsfulde læsninger

2010 har været et år, hvor jeg har læst alt for få bøger. Dette skyldes hovedsageligt, at det også er mit første år som underviser, og en meget stor del af min tid er gået med at læse en masse faglitteratur. Især har det været krævende at læse om ”Medier”, dvs. tv-nyheder, avisreportager og journalistisk m.m. Desuden har det som dansklærer været nødvendigt for mig at få læst ”klassikere”, og som historielærer har det selvfølgelig været nødvendigt at læse op på mange historiske begivenheder, som jeg ikke tidligere har undervist i. Lad mig bare sige, at alle disse arbejdsmæssige gøremål nok har været givende og spændende, men at det har taget mig lang tid at sætte mig ind i disse emner - en tid som jeg ellers ville have brugt på at læse noget af den nye litteratur, som er udkommet i år.

  Til gengæld har jeg i forbindelse med min dansk-undervisning arbejdet med at sammensætte kompendier til Romantikken og Det moderne gennembrud. Dette har været vildt fedt! Jeg har virkelig læst meget godt fra de to perioder, og jeg føler mig virkelig privilegeret, at jeg i forbindelse med lønnet arbejde får lov til at fordybe mig i så mange imponerende forfatterskaber. Der har været mange store læseoplevelser forbundet med dette arbejde, men jeg har valgt ikke at inkludere disse læsninger. Hvis der er nogen, der ønsker indholdsfortegnelserne til mine kompendier, må I lige skrive til mig.

  Årets 10 mest betydningsfulde læsninger er derfor, på nær Moræne og Katrines hånd, ikke fra 2010, men de har været betydningsfulde for mig, og jeg anbefaler dem således til alle.

Alfabetisk opstillet:

Peter Adolphsen – Machine

Det er altid fedt at læse Adolphsen, men jeg synes, at Machine var en utrolig vellykket udgivelse. På mange måder minder bogen om Brummstein (2006), som jeg også virkelig er glad for at have læst. Der er i begge tilfælde tale om en hurtig rejse i gennem millioner af år, hvor man overfladisk følger én aktør, men ved nærmere eftertanke må siges at have fulgt hele jordens og menneskehedens udviklinger. Det er utroligt vellykket. Som altid tilsætter Adolphsen en god portion postmodernistisk humor, og man underholdes fra start til slut.  

Lene Asp – Moræne

Jeg har netop anmeldt Moræne i det foregående blog-indlæg.

Karen Blixen – Babettes gæstebud

Jeg har arbejdet med Babettes gæstebud i forbindelse med min Hf-undervisning i faget dansk. Jeg havde faktisk læst den før, men det har virkelig givet meget at have delt værket med mine kursister. Afslutningsscenen - dvs. samtalen mellem Babette og de to søstre, efter gæstebuddet er afholdt, er et af de mest gribende øjeblikke, som jeg kan mindes at have læst. En spektakulær sublimering af kunstens betydning for kunstneren, og selv om hele konflikten og klimakset forløses af Blixen på de sidste par sider, dækker hun alligevel lidt over indsigten, der aldrig bliver udleveret eller overrakt læseren. Måske af denne grund overser instruktør Gabriel Axel fuldstændig Blixens pointe om kunsten overfor moral og politisk orientering. Det er mig simpelthen ubegribeligt, at han ikke trækker på Babettes oplysninger om, hvorfor hun ikke kan vende hjem… Filmatiseringen vandt faktisk en Oscar i 1988 for bedste udenlandske film... og man må gå ud fra, at bedømmelseskomiteen ikke havde læst bogen?      

Henrik Ibsen – Et dukkehjem

Der skete noget, da jeg gennemgik Et dukkehjem med mit danskhold for nogle måneder siden. Jeg har altid læst og diskuteret værket ud fra den præmis, at det selvfølgelig er godt, at Nora forlader Thorvald, og at hun ved at smække døren er et forbillede for andre kvinder, der lever i mandsdominerede hjem. Da var det, at mine kursister blev enormt sure, og bad mig tænke over, at Nora jo ikke blot forlod Thorvald, men også sine børn. Så læste vi op fra afslutningsscenen, hvor Nora selv forklarer sig, men et eller andet sted ramte det mig: I det øjeblik at Nora smækker med døren, grundlægger hun sine børns fremtidige fængsel. Et fængsel, der vil stå i Thorvalds tegn – Det er nu ham, der alene kan diktere børnenes normer og værdier. Set i det perspektiv er Nora jo en taber, en kvinde der giver op og flygter ud af et hjem, som hun selv har været med til at bygge.

  Disse tanker om fortidens kvinders medvirken til opretholdelsen af det mandsdominerende samfund har påvirket mig mere end, hvad jeg kan nå at skrive her. Men det har i hvert fald påvirket mig så meget, at jeg også er blevet ret sur på Constance Ring, fordi hun tager sit eget liv i stedet for at tage kampen op…

    Jeg arbejder netop nu med flere tekster, der kredser om den logik, at ansvaret for vores nutidige samfunds kønsmæssige problematikker ikke kun skal placeres på fortidens mænd, men også fortidens kvinder. More to come…

Kazou Ishiguro – Koncerten

Det er første gang jeg læser Ishiguro, og jeg var meget glad for oplevelsen. Der er en åbenbar inspiration fra Kafka, som jeg holder meget af. Som læser bliver man holdt hen, og bogens handling forløber sig over mange snørklede (om-)veje på mere eller især mindre realistisk vis. Det er en sjov bog, fordi Ishiguro forener det realistiske med det absurde, og fordi man efterhånden indser, at de normale plot-strukturer er tilsidesat – tilbage er der kun at lade sig underholde af bogen – og det bliver man!

  Desværre er denne leg også bogens svaghed synes jeg. For mange gange, er man nødt til at se i gennem fingrene med løse ender og narrative problematikker, og simpelthen tilskrive det en konsekvens ved Ishiguros ”drømme-verden”.    

J.P. Jacobsen – Fru Marie Grubbe

Fru Marie Grubbe er én af de klassikere, som jeg skulle have læst så hurtigt som muligt. Faktisk er jeg meget delt om bogen. På den ene side, er den utroligt velskrevet. Jacobsens naturalisme og forfattertekniske virke er imponerende og forførende, og flere gange kunne jeg ikke lade være med at stoppe op og tænke, hvor fantastiske beskrivelserne var.

  På den anden side har Jacobsen virkelig store problemer med sit plot. Som en samtidig kritiker (jeg kan ikke lige huske hvem) pointerede, så er der simpelthen nogle handlinger og personer i bogen, som er fuldstændig overflødige. Jacobsen kunne sagtens have skåret flere kapitler væk, og det ville bare have gjort bogen bedre. Problemet er øjensynligt, at Jacobsen er så indstillet på at vise, hvordan arv og miljø er determinerende for Fru Marie Grubbes udvikling, at han inkluderer alt for meget. Der er virkelig mange scener, som kunne have været strøget, da de kun synes at legitimere en forståelse af den historiske eller kulturelle kontekst. Som læser undres man over, hvor Jacobsen er på vej hen med sin fortælling, og det er derfor til tider en frustrerende bog at læse - Men læs den alligevel J

Franz Kafka – Processen

Én af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Det er som om Kafka hele tiden har alt under kontrol, og selv om man som læser frustreres over tempoet og plottet, sker dette på en meget behagelig måde. I modsætning til førnævnte Koncerten sidder man derfor ikke som læser og ”undskylder” eventuelle problematikker med, at der jo er tale om en drømme-verden. Kafka formår at forankre sin fortælling i en konsekvent realisme, og dette sikrer fortællingen en nødvendig troværdighed under læsningen.

Jeg synes virkelig man sidder som læser og bliver helt betaget af Kafkas teknik. Han skrivestil er unik, og han er simpelthen så dygtigt til at arbejde med rytmen i læsningen. Hvor skal jeg dog læse meget mere Kafka!

Maja Lucas – Katrines hånd

Jeg har faktisk læst to af Maja Lucas´ bøger i år. Foruden Katrines hånd har jeg læst Min far kan lide fugle. Begge bøger har været fornemme at læse, og jeg har været i tvivl om, hvilken bog jeg skulle skrive om her. Jeg har valgt at skrive om Katrines hånd, fordi jeg synes den er meget rørende. Dette er i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men for dem, der ikke ved det, er Lucas´ skrivestil minimalistisk, og jeg har alt for mange gange talt med personer, som ikke kan lide minimalisme, fordi det er for ”klinisk” eller ”let” eller ”noget jeg bare ikke forstår”.

  Med Maja Lucas´ forfatterskab er minimalismen blevet væsentlig mere tilgængelig. Det er som om, at den distance, som de tidligere minimalister bevidst dyrkede, er blevet brudt ned med Lucas´ fortællinger, der skaber en umiddelbar relation til læseren. Jeg mener, at Maja Lucas med rette kan siges at skrive en ”personlig minimalisme”. Dette er i så fald ikke en ny drejning for hende, da jeg allerede tilskrev hende denne etikette i forbindelse med udgivelsen af hendes Jegfortællinger i 2007.

  Man må dog ikke tro, at Maja Lucas´ minimalisme ikke har de samme dybder og fortolkningsniveauer som andre forfattere. Der er virkelig meget at komme efter, og jeg synes det er tydeligt, at bogen er skrevet på baggrund af et stort intellekt. Eksempelvis er der mange referencer, som man ikke behøver at læse efter, men opdages de, er det selvfølgelig frugtbart for læsningen. Dette kombineret med fine indsigter i komplicerede emner som kræftsygdomme og familiære forhold, gør bogen eller bøgerne meget givende, hvad angår filosofiske og følelsesmæssige forhold. Jeg håber, at mange vil læse Lucas og forhåbentlig få en større forståelse af minimalismen.

Harald Landt Momberg – Parole

Jeg forstår ikke, at så få af mine bekendte har læst Momberg. Jeg har faktisk læst Parole mange gange, men i år har jeg læst den igen, og nu bliver jeg nødt til at fortælle om digtsamlingen! Den er fuldstændig imponerende god. Grunden til dette handler især om Mombergs æstetik:

Jeg behøver bare læse ét par linjer, så er jeg med det samme henført til denne vidunderlige association af bidende kærlighed. Dette tilsat et fremragende farvespil af blå, sort, hvid og sølv, som sanses og opleves af en elskende i en frysende kulde. Det er simpelthen så utrolig flot skrevet. For mig at se, er der tale om samme niveau som ved Tom Kristensens røde farve, som alle dansklærere og litteraturstuderende er blevet præsenteret for til uendeligheder. Hvorfor den samme opmærksomhed ikke er faldet på Mombergs farvespil er uforståeligt for mig, men skal nok ses i et didaktisk lys, da man med Kristensens røde har kunnet drage synlige litteraturhistoriske paralleller til den tyske ekspressionisme.

  I modsætning til andre ekspressive udgivelser er Parole ikke videre ”pædagogisk”. I denne optik, ville den betegnes som for svær og utilnærmelig. For de mere øvede lyrik-læsere er der tale om en sand guldgrube af indtryk og oplevelser, som vil berige og ødelægge alle – på den gode måde!

Parole blev i øvrigt genoptryk i 1998 – køb den, læs den og elsk den!

Mette Moestrup – Jævnet med jorden

Efter at have læst Jævnet med jorden står jeg tilbage med en følelse af, at jeg bliver nødt til at læse denne bog rigtig mange gange, før jeg begynder at have forstået bare en brøkdel af historien. Og det er fedt! Det er en følelse, som plejer at ramme mig ved læsning af lyrik, og det er da også primært som lyriker at Moestrup tidligere har gjort sig bemærket.

  Bogen er et helt vildt fragmenteret form-eksperiment, som grundlægger rigtig meget nyt, og som skaber flere indsigter i takt med læsningen. Ikke mindst det faktum, at udvalgte ord fra kapitlerne understreges eller fremhæves for derefter at blive gentaget på indersiden af bogens omslag, er bemærkelsesværdigt og ærlig talt vildt sjovt, men det understreger også den indsigt, at ord har performative egenskaber, og ordene agerer i den grad i Jævnet med jorden, i takt med at den kvindelige hovedperson endelig begynder at handle i en verden, som er ved at efterlade hende. 

  Efter at have læst bogen, kunne man let tro, at Moestrup blot ønsker at fortælle en historie om det ødelagte og det faldne. Som symbol lægges der vægt på, at en gammel vandmølle er blevet revet ned, og det er et gennemgående tema, at ældre generationer lægger bånd på nye. Derudover handler fortællingen om, at hovedpersonens parforhold går i opløsning, og dette bevirker således, at den kvindelige hovedperson tilsyneladende jævnes med jorden.

    Alligevel er min overbevisning, at dette fald skaber grundlaget for en frigørelse af hovedpersonen. Der er noget emanciperende ved bruddet. Der er som en knude, der løsnes, og dette sætter kvinden fri! Følgelig er der også en kritik i værket, som man er nødt til at forholde sig til. Ikke mindst hovedpersonens distancerede kæreste Morten er aldrig til stede, og som navnet antyder, optræder [Mor(d)en] som en forlænget arm af hovedpersonens moder og sågar som en morder - en bøddel, der lægger bånd om kvindens hals.

Men som sagt; Jeg bliver nødt til at læse den igen – gør endelig det samme!

Jeg håber, at mine 10 læsninger kan inspirere til nogle bogindkøb :)

Anmeldelse: Lene Asp - Moræne

Lene Asp (f. 1980) blev uddannet ved forfatterskolen i 2002 og har efterfølgende stået bag flere udgivelser. I 2006 udgav hun sammen med Anders Bojen og Kristoffer Ørum en samling tekster med titlen I multiverset er demokratiet enevælde, der i 2007 blev hædret med prisen Bukdahls Bet.  De tre forfattere skrev i den forbindelse under pseudonymet Lili W. Hur. I 2007 udgav Asp digtsamlingen Strømme, og d. 10. december 2010 kom samlingen Moræne så på gaden og følgelig på mit skrivebord.

Det første jeg læser er et postkort

  Jeg læser digtet ”postkort”. Der er virkelig tale om en fortættet ”knude af uforløst energi”, der kræver mere og mere af mig, idet jeg trækkes ind i digter-jeg´ets imponerende tanker om, hvordan livet leves bedst.

  Det er et ”jeg”, der er i konstant forandring, ligesom læseren mindes om, at planeten Jorden er i forvandling, og idéen om denne synergi og dynamik forankrer tanker om naturens omskiftelighed og skrøbelighed, men også med tiden et tab af absolutter, hvortil jeg´et konstaterende tilkendegiver at stå ”ved en port der fører ind til Karthago”.  

  Snarere end et nihilistisk eller anarkistisk ræsonnement optræder jeg´et afslappet, ja det tjekker faktisk ind på ”esrine all inklusive resortet”, hvor det skal nyde tilværelsen, men ”også: tænke, føle, eksistere”, og ikke mindst reflektere over forholdet mellem ingenting og intelligens – begge set som bedragende og tilslørende – meget interessant.

Med titlen på det efterfølgende digt, ”Hammamet”, står det klart, at digter-jeg´et er på en rejse i Tunesien, hvor hun vel sagtens bor på hotel Nesrine all inclusive ressort – og er der så tale om en tastefejl i det foregående digt? Det virker irrelevant, og jeg kan næsten ikke tro det, da Moræne ellers er en detaljeret og gennemarbejdet fremstilling hvad angår både form og indhold.

  Frem for alt er det tydeligt, at Lene Asp har gjort sig flere fornemme filosofiske tanker, som ikke nødvendigvis postuleres, men i hvert fald præsenteres på en yderst elegant vis. Eksempelvis det følgende: ”Længe leve det kunstige liv for det er netop det kunstige der gør det så naturligt at holde op med at leve.” – man bemærker øjensynligt en følelsesbetonet eksistentialisme, og jeg vil mene, at det hos Asp opstår suggestivt og ikke fremsættende – heldigvis!

Enhver forhindring er ødelagt af stringens

Efter flere meget vellykkede digte følger endnu en ”energi-udladning”. Denne gang er der tale om et prosaisk output, der fungerer som Morænes anden del.

En ordstrøm af mening. Et polyfonisk tæppe af betydninger, som konstant presser sig på i en intuitiv og insisterende versal form, og som med sin frie, men elegante rytme, tilføjer prosaen en lyrisk dimension, som i fint samspil med indholdssiden tilføjer så megen stringens, at den tilsyneladende bombastiske og tunge læseoplevelse, snarere bliver en inviterende og en spændende leg med læseren.

  Asp reflekterer i teksten ”Sisyfos; idiot” om konsekvensen ved at have en ”fuldstændig hukommelse”, og dette med udpræget succes. Læg mærke til hvordan digtet starter: ”JA, JEG VILLE GERNE HAVE EN FULDSTÆNDIG HUKOMMELSE. SÅ KUNNE JEG I SAMRÅD MED MINE FORÆLDRE KONSTRUERE ET KOMPLET BILLEDE AF SLÆGTENS HISTORIE I ALLE DETALJER.” Det, der her skal fremhæves, er hvordan Asp får samlet trådene op fra det første digt ”postkort”. Igen ses tematikken omkring det omskiftelige, det foranderlige og forholdet mellem mennesket og tidens udslettelighed. Ikke overraskende at Asp betegner Sisyfos som en idiot – Hvorfor tog han ikke bare på ferie til Tunesien?!

Monolog

Den tredje og sidste del af Moræne er en monolog. Denne foregivende fragmenterede tekst starter med en tematik omkring parforholdets destruktive natur, hvor særligt én ytring føles som et knytnæveslag for læseroplevelsen: ”jeg var som en hund efter din duftevand og dine lange draperier. Dit sædvanlige kostume, undskyld jeg siger det så lige ud. Jeg var din kapitalist.”

  Nok engang kredser Asp omkring tiden som den ødelæggende instans, og man bemærker hvordan parrets planter bliver et symbol for forholdets undergang: ”det er ikke helt ved siden af at sige, at planterne på en måde blev en besættelse. Tog al vor tid. Og dog: intet tager tiden, den ødsler sig selv bort.” Asp formår dog også at genoptage de indledende tanker om planeten ødelæggelse: ”de fleste dør af ilt. ligesom kloden…”   

Men måske er det også her, at Lene Asp giver sit forslag til at overvinde tidens udslettelighed. Svaret ligger måske i filosofien – i vores idéer, ”forstår du, uden idéer intet menneske”, og således skal man ikke bilde sig selv ind, at det er vores børn, som sikrer os evigt liv. ”formeringen er sideordnet ambition. formeringen er en videreførelse af idéer, først og fremmest.”

Man må ikke tro, at Moræne er angivelsen af en fatalistisk tilstand. Mennesket og planeten er givetvis i konstant udvikling, en erosion, der truende presser sig på i al sin omskiftelighed. Men hertil er Moræne en idérig indsigtsfuldhed – en accept af det omskiftelige og således et håb om en bedre fremtid.

Alt i alt er der tale om en imponerende tekstsamling, som tydeligt demonstrerer forfatterindens talenter hvad angår forfattertekniske virkemidler og komposition af teksternes samhørighed i samlingen. 

Jeg anbefaler Lene Asps nyeste udgivelse til enhver, der finder glæde i lyrik, som går hånd i hånd med abstrakte filosofiske tanker. En krævende læseoplevelse, som giver uendeligt meget igen.

Lene Asp, Moræne

Forlag: After Hand
24 sider, 6o kr.
Edition After Hand serien er et periodika og udkommer ca. 4-6 gange om året.