Jeg har netop læst den nye udgivelse af Den Blå Port (DBP). Det drejer sig om jubilæumsnummeret 2010, nr. 86. Tidsskriftet kan i år fejre sin 25 års fødselsdag, og dette må siges at være en utrolig flot og imponerende bedrift. I en tid hvor litteratur- og litteraturkritik har mistet meget af den prestige, som den var i besiddelse af for blot 10 år siden, er det virkelig herligt, at DBP fortsat holder fast og til stadighed informerer og debatterer relevante emner inden for litteraturen.
Jubilæumsudgaven er speciel på den måde, at den nuværende redaktion bestående af Gitte Broeng, Mathilde Walter Clark og Torben Jelsbak har inviteret tidsskriftets tidligere forfattere og kritikere til at ”bidrage med tekster der afspejler hvad de beskæftiger sig med nu.”
Erik Skyum-Nielsen (f. 1952), der i sin tid grundlagde DBP i samarbejde med Søren Ulrik Thomsen, skriver i sin artikel ”Enhver gør holdt i sit eget rum” om nogle af de indsigter, som han har fået i årenes løb, ikke mindst i forbindelse med sit arbejde med DBP.
Nielsen opstiller i nummeret form de indsigter, som har betydet mest for ham, og det er punkt nr. 4, som han vil fokusere på i sin artikel. Nielsen skriver: ”Det er afgørende vigtigt for en kritiker at kunne forholde sig til den kunstneriske kvalitet i tekster frembragt ud fra andre grundholdninger end dem, man selv går ind for.” (Det skal siges, at punkt 4 er væsentligt længere, men jeg vælger at forkorte det, da den resterende tekst i mine øjne tjener primært som hjemmel for den allerede angivne tekst.)
Jeg mener ikke at man kan være i tvivl om, at Nielsen selvfølgelig har ret. Enhver kritiker må som udgangspunkt og i det omfang det er muligt, se bort fra egne grundholdninger og møde kunstværket med et åbent sind. Det nytter ikke noget at påvirke eller ”lede litteraturen i en bestemt retning.” I så fald har man sat sig selv over kunsten, og derved giver man unægtelig en problematisk subjektiv bedømmelse af analyseobjektet.
Erik Skyum Nielsen ønsker efterfølgende at ”fremdrage et illustrativt eksempel på, hvor galt det kan gå, når fordomme får lov til at diktere litterær kritik og debat.” Efter en gennemgang af Jens Chr. Grøndahls forfatterskab, hvor Nielsen i gennem en fornem læsning af værket Et andet lys fra 2002, argumenterer for, at Grøndahl har valgt ”at sætte sit overlegne stiltalent og sin overbevisende fortællerkapacitet ind på at lave romaner, som mange mennesker gider at læse”, analyserer han Mikkel Bruun Zangenbergs anmeldelse af Grøndahls seneste roman Du gør det ikke.
Inden gengivelsen af Zangenbergs anmeldelse fra Politiken, 6.11.2010, lader Nielsen det være klart, at denne er ”såre karakteristisk som vidnesbyrd om visse fordommes sejlivethed.”
Efterfølgende karakteriserer Nielsen anmeldelsen som en ”meget mærkelig artikel”, og han tilføjer: ”Formodentlig har den højst taget en lille times tid at skrive.” Nielsen mener, at Zangenbergs ”indolente, rutinemæssige henkastethed gør teksten interessant”, og foruden disse hårde vendinger, bemærker Nielsen, at Zangenbergs artikel ikke ”bringer så meget som et enkelt lille citat fra den anmeldte bog”, og kvalitetsdommen kommer derfor til at fremstå som ”totalt uforpligtet og uargumenteret.”
Nielsen mener derfor at have gennemskuet Zangensbergs ”egentlige dagsorden: at reproducere en fordom, som Mikkel Bruun Zangenberg blot skråsikkert læner sig til, fordi han med sindsro går ud fra, at den har dannet konsensus.”
Nielsens overordnede pointe er, som jeg læser den, at Grøndahls forfatterskab bedømmes efter nogle tidligere indsigter, som nu blot gentages af kritikere, der ikke har format til at lave deres egne analyser af Grøndahls nye udgivelser, men som blot gentager tidligere konklusioner – Nielsen omtaler sågar denne manøvre som en ”rygmarvsrefleks”.
Efter at have læst Skyum-Nielsens artikel læste jeg straks tidsskriftets indholdsfortegnelse igen. Til min store forundring, opdagede jeg, at Zangenberg ikke kommenterer Nielsens artikel i samme tidsskriftt. Dette kunne jeg ikke rigtig forstå, da jeg mener, at Nielsens kritik frem for alt er meget aggressiv og direkte, og hvis det var mig, der blev kritiseret så voldsomt, ville jeg naturligvis give min mening til kende. Jeg tog derfor kontakt til Zangenberg for at høre, om han havde tænkt sig at svare på kritikken i et andet medie.
Det viser sig, at Zangenberg først blev opmærksom på Nielsens kritik, da han læste DBP efter udgivelsen. Med andre ord: Hverken Erik Skyum-Nielsen eller Den Blå Port har valgt at informere Zangenberg om den meget kritiske artikel. Dette mener jeg er yderst problematisk!
Jeg er ikke redaktør, jeg er ikke forfatter og jeg er ikke kritiker. I hvert fald ikke en professionel én af slagsen. Dette betyder dog ikke, at jeg undlader at debattere og diskutere emner, som jeg finder er relevante og interessante. Og hertil vil jeg gerne påpege, at jeg mener det er en selvfølge, at man ikke debatterer eller kritiserer en anden person uden at informere vedkommende om sagen.
Jeg kan simpelthen ikke forstå at DBP ikke har givet Zangenberg muligheden for at give svar på tiltale. Jeg kan kun håbe, at han får muligheden for at komme kritikken i møde ved en senere udgivelse.
Jeg håber meget, at I vil kommentere og diskutere denne problemstilling med mig. Bemærk venligst at jeg med vilje ikke fokuserer på, hvorvidt Zangensbergs anmeldelse af Grøndahl er god eller dårlig. Emnet her må være, hvorvidt det er i orden at kritisere andre uden at give dem mulighed for at forsvare sig, og det mener jeg absolut ikke!
