Jeg vil starte med at indrømme følgende: Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville skrive denne anmeldelse. Ikke at der er noget i vejen med Søren Ulrik Thomsens første digtsamling i 9 år, nej lad mig slå fast: Der er tale om en interessant og på mange måder givende digtsamling, som er livsbekræftende om end dødsbekræftende på samme tid. Mine tvivl skyldes, at jeg netop har læst Tue Andersen Nexø og Thomas Bredsdorffs anmeldelser i henholdsvis Information og Politiken, og jeg må indrømme at de to herrer, sammenlagt, får sagt langt det meste om Rystet spejl.
Se de to anmeldelser her:
Man kan vel lidt forsimplet sige, at mens Nexø lægger vægt på Thomsens nyfundne ro, hvor læseren ”føler sig godt tilpas, på en måde hjemme i de her digte”, fokuserer Bredsdorff på tiden som et tilsyneladende paradoksalt fænomen, et ”sammensurium”, en form for altomfattende nu, såvel som Thomsens nye opfattelse af København som et meditationsrum.
Nexø og Bredsdorff hæfter sig naturligvis ved Thomsens optagethed af døden, og hvordan dennes uundgåelighed medfører en lige stærk erindringstrang. Og lad mig bare skære i gennem: Rystet spejl handler primært, hvis ikke konsekvent, om et lyrisk jeg, der tænker tilbage på alle de vigtige øjeblikke og mennesker, som har haft betydning for det levede liv.
I disse erindringer sker tidsforskydningerne, således at jeg´et eksempelvis tænker tilbage på sig selv som en ung dreng, der drømmer om en bedre fremtid. Denne optagethed af fortiden hviler i lige så høj grad på jeg´ets frygt for fremtiden, dvs. døden, hvilket jeg mener, at Nexø overser, idet han skriver, at ”det er mest de andres død, digtene handler om”.
Det er klart, at mange af digtene handler om personer, der har været af stor betydning for jeg´et, men for mig at se, er det lyriske jeg i gennem det meste af digtsamlingen i en krise. Jeg´et ligger flere gange søvnløs i natten og plages af mareridt, der ofte kredser om en dyster mørk villa, som ikke kan undslippes. Døden ses dog i ligeså høj grad i de alderdomstegn, som jeg´et skræmmes af: ”da jeg netop som solen bryder igennem vender mig mod caféen og ser en blodsprængning trænge sig vej i mit venstre øje og blomstre i den frygteligt blanke rude…” og ”da jeg for et øjeblik siden sad og kiggede ned på mine ikke længere unge hænder blev jeg grebet af rædsel for måske aldrig mere at høre din stemme genkende min hvis jeg lagde mig til at sove…” Læg i øvrigt mærke til at jeg´et ikke primært ønsker at høre modtagerens stemme. I stedet ønsker jeg´et at blive genkendt. Det er frygten for at blive glemt der præger jeg´et.. og Thomsen?!
Men ak. Døden kan ikke overvindes, hvilket jeg´et da også indser i følgende digt:
Det er os som er personerne
Men historien kender vi ikke
og må improvisere os frem: ”Hvem der?”
For at berolige mig
lytter jeg til et bestemt stykke filmmusik
som fra første takt flyder over
af mening med det der skal ske.
Men allerede anden gang jeg forsøger det samme
minder musikkens uvirkelige skønhed
mig kun om den uro den skulle bekæmpe
og nu også flakser i dette sorte spejl
som intet har at meddele
om dagen i morgen.
Døden kan måske fortrænges og projekteres over på andre personer, og jeg´et er ikke bange for at kritisere andre for ophold ”på et natværtshus med ensomheden… din planet var på vej ind i et andet solsystem. Uden sol”. Nuvel, men også jeg´ets verden er et mørkt sted, og København viser sig ikke fra sin smukkeste side f.eks. i Hvidovre, på novemberdage.
For at komme tilbage til pointen med min anmeldelse. Jeg mener, at både Nexø og Bredsdorff negligerer én vigtig del af Rystet spejl, nemlig den øjensynlige nedtoningen af kroppen!
Jeg ved, at flere vil være uenige, nogle vil måske argumentere for at skiftet allerede er sket, men ser jeg bestemt Søren Ulrik Thomsen som en del af kropsmodernismen dvs. ”en gren af modernismen, der betoner de kropslige sansninger: sex, berøring, duft, lyd, smag, syn, legemsvæsker, fordøjelse og bevægelsesapparat. I en verden uden faste holdepunkter er det kun kroppen, der ligner et ståsted og en identitet, om end den kropslige nærværsoplevelse ofte kun er af kort varighed.” (Se under ordforklaringer v. http://forfatterskaber.systime.dk) Følgelig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at Thomsen i Rystet spejl bevæger sig meget langt væk fra denne indsigt om kroppen. Jeg har netop omtalt jeg´ets frygt for døden forstærket af alderdomstegn, men de fremhævede tekstuddrag, er næsten de eneste steder i bogen, hvor kroppen kommer i fokus. Dog skal det nævnes, at jeget erindrer hvordan ”dit skelet [var] styrtet lidt mere sammen et sted derinde i frakken”, og det eneste sted i digtsamlingen, hvor der faktisk er kropskontakt mellem to personer, er heller ikke et sansende møde, men ligeledes i en erindring, hvor jeg´et vågner op ”med en hånd så let på sin skulder.” Man må sige, at Thomsen er meget langt fra den fascination af kroppen, som prægede hans tidlige forfatterskab.
Tilgiv at jeg ser dette i det rystede spejl, men jeg mener, at dette fravær af kød, knogler og sæd på vej, hænger sammen med jeg´ets alderdom, der som vist sætter sine tydelige fysiske tegn på kroppen. Jeg tænker: er Thomsens krop måske blevet for gammel til at være kropsmodernist?
Jeg mener at der er meget der taler for det, og at Thomsen selv indser sin krops forgængelighed – ja måske er det derfor spejlet ryster? I hvert fald slutter digtsamlingen (næstsidste digt) med at jeg´et tager ud til kysten, for endnu engang at reflektere over livet. Da skriver Thomsen: ”Et par tanker er helt tænkt til ende andre svæver som en opskræmt allikeflok over den blændende snemark. På vej tilbage over parkeringspladsen standser jeg pludselig op. Men lyden af mine skridt fortsætter ind under tågen.” Jeg læser dette som en kommentar til den forladte kropmodernisme. De tanker er tænkt til ende, og kroppen er da praktisk talt adskilt fra jeg´ets kognition.
Denne ”manglende krop” bevirker, at Thomsens lyriske jeg på mange måder kan ophæve den kausalitet og de lovmæssigheder, som ellers binder kroppen til dets fysiske fængsel. I Rystet spejl er der en besynderlig insisteren på det svævende, ja det er som om alting svæver i digtsamlingen. Mere om dette en anden gang.
Afslutningsvis vil jeg sige, at denne digtsamling varmt kan anbefales. Man bliver klogere på livet og døden. Simpelthen.
Søren Ulrik Thomsen
Rystet spejl
56 sider
Gyldendal, 2011
175 kr.
