Anmeldelse af Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Jeg føler mig kneppet efter at have læst Bjørn Rasmussens debut! Læsningen er en penetrering, en kraftfuld gennemborende prosapik, der banker sig ind i sindet, mens en stemme vedblivende råber mig ind i hovedet. Jeg leder efter symboler, jeg leder efter billedsprog, jeg leder efter comic relief, dansk hygge, for helvede; giv mig en grund til at dette ikke bare er den mest forfærdelige skildring af en ung mands liv.    

  

For Bjørn vokser op i en lille by i Jylland. Moderen og brødrene er fraværende, ensomheden nærværende, og den unge drengs homoseksualitet synes først at være svær at forholde sig til, som når ”kemilæreren lægger en tung hånd på min skulder og presser sin vom mod min ryg, min pik banker i de små shorts”. 

Bjørn bor på en rideskole og er omringet af dyrisk nærvær hele tiden. Dette former, skaber, drifterne presser den unge dreng, der også vender sig til skriften: ”Jeg begyndte at skrive, den dag dyrlægen kom for at inseminere hoppen. Hun tog en lang plastikhandske på og gravede store håndfulde lort ud. Så sprøjtede hun hingstens sæd ind i hoppen gennem et tyndt, gennemsigtigt rør. Jeg blev forvirret over de handlinger, over sammenblandingen af lort og sæd og æg, sammenfaldet over de to huller, jeg kunne ikke regne det ud, jeg var grædefærdig.”

Bjørn vender sig også til den 20 år ældre ridelærer, og de indleder et sadomasochistisk forhold, som involverer mange yderst perverterede oplevelser. Bjørn behandles underdanigt. Det er et had-kærlighedsforhold, der på ekstrem vis danner rammen om opvæksten: ”Da jeg trådte ind og overrakte ham vinen, beordrede han mig ud i badekarret. Han sad på toiletbrættet og drak af flasken, mens det brandvarme vand steg op omkring min krop. Da karret var fyldt, hældte han resten af vinen ud over mit pikhoved, der stak op af vandoverfladen. Så knappede han sine bukser op, hev sin store brune pik frem og pissede mig på brystet, i håret, i munden. Jeg kom. Jeg skreg. Jeg elsker ham.”

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er også en bog om forsøg på at realisere sig selv. Bjørn flytter til København, væk fra ridelæreren og familien, men han foretrækker dog stadigvæk et underdanigt liv, hvorfor han finder arbejde på et bordel. ”Bjørn er en drøm af en pikslikker, Bjørn kan tage et 22 centimeter langt lem til roden og samtidig bruge tungen på de spændte testikler, en kat, der slikker to nyfødte dueunger rene for slim og smat, Bjørns svælg er en varm og grådig grotte, Bjørn sluger sperm, som var det mælk og honning... Bjørn ridder to mænd på én gang, hans anus er umættelig, utrættelig, Bjørns lille drengefisse er et elastisk hylster, der kan kappe en lillefinger af ved roden og snart efter æde en stor behåret arbejdsknytnæve og underarm uden at sprække en millimeter.”

  Og måske først dernæst udvikler historien sig for alvor, hvilket jeg ikke vil skrive mere om, for jeg har allerede fortalt for meget, men jeg vil dog sige, at historien er original, spændende, og heldigvis fortsætter tonen at være usødet, men vedbliver derimod at gå i kødet på læseren.

Som det ses, opererer Bjørn Rasmussen med selvbiografiske elementer. ”Fuck Dig Højholt” kan man næsten høre ham råbe, mens han tager sig godt af Pikhovedstolen og benytter sig af egne indsigter og erfaringer. Billedmaterialet fra Rasmussens eget liv fungerer fremragende, og afslutningsvis føres bogens plot over i en anerkendelse af de læste værker, som har inspireret Rasmussen, samt en tak til virkelige bekendte og Copydan-midlerne. En lille geni-streg, hvis man spørger mig!

  Det selvbiografiske fungerer utroligt godt. Det virker som en leg med læseren, man føler sig revet rundt –  ”Hold kæft, jeg håber ikke Rasmussen har oplevet bare en lille del af Bjørns historie”, tænker man fra side 1, men man får da også svar derpå. Som det lyder på et givent tidspunkt: ”Bjørns ludernavn er Bjørn. Bjørns riddernavn er Bjørn. Bjørns kunstnernavn er Bjørn. Bjørns navn er Bjørn. På den måde er der ingen, der kan afsløre ham.”

Bjørns historie er aggressiv, vred, men samtidigt vedbliver en underfundig kærlig tone at spille ind. Bjørns kamp behøver ikke fylde 6 bind for at være vellykket. Den er præcis, insisterende, flot fortalt og hele tiden arbejder Rasmussen med formen som et givende supplement til indholdssiden.

Der er tale om en utrolig stærk debut. Bjørn Rasmussen markerer sig som den nye vrede stemme i dansk litteratur, og efter at have trukket sig ud af læseren, oplever sidstnævnte uden tvivl glæde, ømhed og ønsket om endnu et møde med denne unge mands virilitet.   

Bjørn Rasmussen

Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Gyldendal

96 sider

149,00 kr. (vejl.)

Møllegades Boghandel trues med lukning... Men du kan hjælpe!

Pressemeddelelse, 15. september 2011, København

Møllegades Boghandel trues med lukning og inviterer derfor til åbent krisemøde

Som frivilligt drevet boghandel har Møllegades Boghandel siden 2008 skabt tiltrængt rum for kvalitetslitteratur, små forlag og skæve formater. Nu trues butikken med lukning, men kan det passe, at der ikke er plads til et litterært fristed som Møllegades Boghandel i Danmarks hovedstad?

Siden 2008 har Møllegades Boghandel eksisteret som et åndehul for kvalitetslitteraturen med særligt fokus på ny nordisk litteratur, oversat verdenslitteratur og udgivelser, hvor litteraturen bevæger sig imod musikken og billedkunsten. Butikken har samtidig været en aktiv medspiller i forhold til at bygge et levende litteraturmiljø op på Nørrebro med Møllegade som et kraftcentrum i samarbejde med Literaturhaus, Det Poetiske Bureau m.fl.

Frivilligt og kollektivt drevet boghandel

Dette arbejde er blevet muliggjort gennem stor opbakning fra frivillige og med støtte fra Husets Forlag. Imidlertid har Husets Forlag pr. 1. december valgt at trække deres støtte, og selvom boghandlen har oplevet en stigende interesse det seneste år, ligesom litteraturmiljøet i Møllegade har oplevet en opblomstring efter at både Det Poetiske Bureau og Forlaget Arena er flyttet ind i gaden, står Møllegades Boghandel for at skulle lukke, med mindre der findes en løsning inden 1. december.
At de små boghandlere har trange kår for tiden er ingen nyhed. Vi, der kollektivt og frivilligt har drevet boghandlen gennem årene, mener dog, at København vil være fattigere uden et åndehul for litteraturen som Møllegades Boghandel. Og eftersom vi mærker opbakning fra både forlag og forfattere og som sagt en stigende interesse fra kunderne, tænker vi, at det da ikke kan passe, at der i Danmarks hovedstad ikke kan findes en idealistisk boghandel, der vægter den gode litteratur og som skaber et tiltrængt hjemsted for især de små forlag, de skæve formater og finurlige

Invitation til møde 28. september
Vi har dog stadig en tro på, at der kan findes en løsning. Vi indbyder derfor til åbent møde om boghandlens fremtid. Mødet foregår i Literaturhaus, Møllegade 7, den 28. september kl. 20.00, og vi opfordrer alle, der ønsker, at der fortsat skal være plads til de små kvalitetsboghandlere i København til at dukke op. Klart står det, at der skal bygges en ny organisation op omkring boghandlen, og vi hilser alle gode ideer og forslag velkomne. Vi er både interesserede i at høre fra folk, der konkret ønsker at engagere sig i boghandlens fremtid, folk, der kan bidrage med rådgivning i forhold til en evt. foreningsdannelse og selvfølgelig folk, der har ideer til støttemuligheder og hvordan man generelt kan forbedre den økonomiske situation. Kan man ikke møde op 28. september, er man selvsagt også velkommen til at kontakte os på info@moellegadesboghandel.

Uanset hvad der sker fortsætter vi ufortrødent frem til 1. december med at arbejde for den gode litteratur. Med stærke titler på hylderne og adskillige gode arrangementer. Allerede 21. september kan vi således byde på Peter Laugesen og Sternberg, der vil læse deres fælles værk Buddha med hund op. Meget mere følger de kommende For yderligere information – skriv til presseansvarlig Rasmus Steffensen på presse@moellegadesboghandel.dk eller ring på tlf. 20 61 60 66.

Anmeldelse af Julie Sten-Knudsens Hjem er en retning

Jeg husker første gang, jeg oplevede Julie Sten-Knudsen. Det var ved en oplæsning et sted på Vesterbro. I blandt flere dygtige kunstnere trådte hun stærkest frem, og jeg var ret overvældet, da jeg vendte hjemad senere på aftenen. Overvældet, men også en smule eftertænksom. Det er ikke altid til at sige, hvorfor en forfatter(-inde) eller et digt gøre større indtryk end andre, og ærlig talt kan jeg ikke huske, hvilke digte eller hvilke ord, der gjorde så stort et indtryk på mig ved den pågældende lejlighed. Det var mere udtrykket eller tonen der ramte mig, stemningen måske, dybden utvivlsomt. Således har jeg ventet med længsel på Sten-Knudsens debut, og lad mig bare starte med at sige, at mine forventninger i dén grad er blevet indfriede.

Hjem er en retning er en titel, der med det samme anslår en eksistentiel tematik. Det lyriske jeg indleder med at søge efter et udgangspunkt for videre udvikling. Der gribes fat i det mest tilgængelige, nemlig kroppen. Faktisk åbner bogen med sætningen ”Jeg piller navle”, men der graves lige så intenst i det indre som det ydre.

  Jeget dissekerer sig selv, undersøger og betragter, samtidigt med at der tages stilling til presserende forventninger om identitetsdannelse. Jeget sammenligner sig selv med  samfundets krav om selvrealisering, om en generations forcering af individualitet, og selvfølgelig oplever jeget en konflikt. ”Jeg er ung. Men jeg har ingen piercinger. Jeg har en tatovering. Jeg er ikke særlig hårdkogt. Jeg er aldrig blevet anholdt.”

Ensomheden trænger sig på, presser jeget til at handle, og tabet af en kæreste synes at have efterladt en stor sorg. Men der er også frihed inde for rækkevidde, og denne tilsyneladende paradoksale tilstand kræver megen refleksion og selvransagelse: ”De første uge uden dig var jeg beruset af lykke. I dag har været helt almindelig. Toilettet ville ikke skylle ud, printeren ville ikke udskrive, ellers intet nyt.”

Det bemærkes selvfølgelig at jeget taler til et ”du”, men digtenes kommunikationssituationer er forskellige, som om det lyriske jeg ikke ved præcis, hvem det skal henvende sig til, eller om det overhovedet bliver hørt. Men faktisk styrkes det skrøbelige jeg i en inderliggørelse og emancipation af selve udtrykket: ”Det er ikke svært at få øje på sprækker i fortællingen. Det svære er at få den til at hænge sammen når der ikke er nogen at fortælle den til.”  

Jeget bevæger sig videre og videre i gennem livet, mens det påvirkes af nye indtryk og mennesker. Og det er en løsrivelse og lærerigt at bevæge sig ”ind i et andet menneske. Ind i alt det skrøbelige sarte.” Samtidig er der en overhængende fare for at blive væk. Påvirkningen af det ukontrollerede nye afkræver refleksioner om jegets egen tilstand: ”Jeg har allerede glemt hvor jeg er”, indrømmes det, og det bliver mere og mere klart, at et hus og et hjem ikke er en garant for at føle sig hjemme.

Digtsamlingen er opdelt i 4 afsnit, der alle adskiller sig med hensyn til indholdet såvel som udsigelsespositionen. 2. afsnit omhandler næsten udelukkende om barndommen, hvor særligt forholdet til mormoderen, moderen og lillesøsteren er belyst. Således er der altså et synligt skift fra de indledende digtes optagethed om kroppen som udgangspunkt, men det er ligeså vigtigt at der er tale om en tilbageskuelse. Jeget husker på sig selv, sin barndom og ungdom, længslen for at udrette noget eller for at livet skal tage sin begyndelse. Fortiden mødes med en distance, naturligvis, men der er også en klar pointe i at se opvæksten som et andet relevant udgangspunkt, som har været med til at forme jeget. Særligt vellykket af digtet ”Barndom II”, som jeg nu vil gengive:

Det er hende, den blege pige, på sit værelse. Kortspillet med

de bedårende dronninger bevæger sig frem og tilbage på

de lakerede skrivebord, hun lægger kabale. Nye familie-

medlemmer bydes indenfor med advarslen tag ikke hendes

tavshed personligt. De voksne begraver hinanden i ord. Den

lille søster hyler højere

          Skoven er et passende sted at blive væk. Naboens hæk

rager ud over fortovet. Vejen til og fra stationen er altid mørk

som om det var midnat. I forhallen er væggene dækket af

grønne fliser. Kiosken er lukket, elevatoren er ude af drift.

I øvrigt stinker den af pis. Opkald fra mønttelefonen, et

inderligt ønske om at blive hentet i bil. Køre forbi de øde

parker og benzintanke, forbi de tomme bænke under træerne.

          Villakvarteret fortsætter helt frem til den lille landsby

med de hvide huse. Slusen er åben. Åh, den store blanke sø

med de spejlvendte svaner, ekkoet mellem de lave bygninger-

          Regnen trommede mod halvtaget. På den anden side

af bakken boede han. Vandpytterne var rosa og gyldne.

Lagde man hovedet på bordet blev den lakerede bordflade

våd når man begyndte at græde.

Julie Sten-Knudsen opererer fornemt med en avanceret form for fortælleteknik, hvor der sker en sammensmeltning af jeget i den fortalte og den fortællende tid. Mere præcist, så er jeg meget begejstret for den ubesværethed, hvormed fortælleren i digtet starter med udelukkende at betragte, hvorefter der afslutningsvis sker en sansning i rummet. Alt sammen vidner formen om høj litterær kvalitet og nogle gode år på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning.

Jeg vil ikke gå i detaljer med digtsamlingens 3. og 4. afsnit, men det skal siges at denne sidste halvdel af bogen er præget af et ældre og mere modent jeg. Det er den voksne kvinde, der taler, og de sidste digte er præget af refleksioner om tøvende forelskelse såvel som politik, hvilket alt sammen ses i det følgende uddrag: ”Vågner i en fremmed mands beskidte sengetøj, nøgen som en afvist asylansøger, i et andet menneskes vold.”

  De tematiske skift er meget vellykkede. De fire afsnit skaber en fin struktur i bogen, og man kan i ro og mag følge jegets udvikling, mens man har følelsen af at blive taget i hånden af fortælleren. Digtsamlingen fortæller en samlet historie om en ung kvindes udvikling, og der er tydeligvis arbejdet intenst med de narrative strategier.

Forhåbentlig har de valgte uddrag vist, at Julie Sten-Knudsen har en fornem æstetik. Ofte benytter hun naturbeskrivelser, men i lige så høj grad formår jegets sansning at forene det smukke med det forfærdelige, således at en givende sublimering og suggestion finder sted. Jeg er selv meget imponeret af følgende afslutning af digtet ”Jeg er ikke mere mig”:

Hvis du tænker på mig

er det den ru granitvæg

du mærker

under dine fingre. Hvis du husker mig

så husk mig på samme måde

som du husker

lyden af regn.

Indledningsvis beskrev jeg Sten Knudsens digte som ”dybe”, men det er mere end dét, der rammer mig efter sidste digt er læst. Det er i stedet indtrykket af at være tæt på en følsomhed, en sårbarhed, en reflekteret og intelligent digterinde, som med meget få virkemidler rammer plet. Jeg har flere gange været bevæget under læsningen af Hjem er en retning, og jeg har hele tiden følt mig i selskab med en meget kompetent og afbalanceret forfatter. Denne litterære debut er med andre ord ikke forhastet, med i stedet gennemarbejdet, og Julie Sten-Knudsens stemme eller tone bærer tydelig præg af en modenhed og en litterær autoritet.

Jeg anbefaler Hjem er en retning til alle. Julie Sten-Knudsen debuterer med et utroligt højt niveau og med en spændende digtsamling, der vidner om begyndelsen på et afgørende forfatterskab i dansk litteratur. Med andre ord: Der er tale om årets lyriske debut!

Julie Sten-Knudsen

Hjem er en retning

Gyldendal

80 sider

150 kr. (vejl.)