Anmeldelse af Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng

Der er øjeblikke, hvor man må lukke øjnene og give efter for fortabelsen af ordenes konsekvenser. Sådan er det at læse Olga Ravns debut Jeg æder mig selv som lyng; en intens rejse ind i en ung kvindes sind, hvor man som læser må give slip på distancen og følge de komplekse følelser og tanker, der kredser om identitetens skrøbeligheder og styrker, mens man gang på gang griber efter velkendte indsigter og forståelser i et forsøg på at finde holdepunkter i teksten. En strøm af ord allerede fra første side tvinger læserens aktive deltagelse i mødet med jegets insisteren på mening i en tilsyneladende kaotisk udsigelse, og man famler rundt i æstetik og brudte gentagelsesstrukturer, som om skriften hele tiden forsøger at opfinde sig selv på ny.

  ”Jeg taler til dig i tomme relationer”, lyder det, men disse forhold forskubbes hele tiden i en forgængelighed og naturlighed, hvorfor formen jagter sig selv og ødelægger den velkendte grammatik uden at det føles som en konflikt, snarere som en given kausalitet.

Et af de tematiske holdepunkter er kroppen, som vedbliver at være et grundvilkår, men alligevel ses en fornemt fordoblet i digtsamlingen, hvor kroppen splittes i en privat og offentlig sfære, mens den på fænomenologisk vis angribes i biologiske diskurser og konkrete kirurgiske analyser. Undersøgelsen af kroppen søger at sterilisere og udstille naturlighedens postulerede matematik, og en afklaring af lovmæssighederne tvinges frem ikke mindst af anatomiske konklusioner, som problematiseres af jegets føleler og tanker efter foretagelsen af en abort.

Tilsæt kønnene. En kvindelighed presser sig på og afkræver refleksioner om kvindekroppens berettigelse i en verden, hvor man bortretoucherer unge pigekroppe for at sælge produkter. Samfundets kropskrav sammenlignes med pædofili: ”De overskred en grænse med kroppen, vi hver dag overskred i reklamernes fiktion”, og hvorledes skal jeget eksistere i dette anti-naturlige rum, hvor magtrelationerne nådesløst udstiller kroppens hemmeligheder.

Grænser søges og udviskes. Forholdet til mandens krop som en afstand, der forsvinder og hele tiden forstærkes i takt med mødet mellem kvindes bryst og mandens hånd, imellem forskellene og lighederne.

Ved floden

ligegyldigt hvor meget han forsøgte at penetrere kroppen med sin videnskab, syntes den til at have en hemmelighed. sæd under træer. ved floden kyssede han hende på øjnene, og hun kyssede ham igen. huset stod bag ved dem og så ind i sig selv, da han greb efter hendes bryst, var der som at røre et ansigt. han tegnede en solsikke i hånden på hende med sin finger, når hun var ked af det, han vidste ikke, om det hjalp. hendes hulken gjorde ham uintelligent, himlen havde den samme farve som en mands areola mammae.

Brystet. I sin naturlighed og fasthed og blødhed og rødhed og hemmelighed og billedlighed forankres bogens omslag, teksten og idéerne i brystets form og indhold. Modermælkens hvide farve skaber dog en kønsmæssig forskel som ikke udforskes tilstrækkeligt i værket, da samhørigheden i stedet prioriteres som i ovenstående tekstuddrag.

Det er min mening at Olga Ravn debuterer på fornemmeste vis. Der er en virkelig interessant og unik stemning i digtsamlingen, og teknisk set er digtningen på et utroligt højt niveau. Kompleksitetens frihed udfolder sig i Ravns evne til at føre læseren igennem en tilsyneladende kaotisk refleksion, som viser sig at være en gennemgribende kritik af krops- og kønsforestillinger. En betydelig bedrift. En debut som imponerer og højner standarten for dansk lyrik.

Alt i alt må man sige at bogåret 2012 ikke kunne have startet på bedre vis.








Olga Ravn
Jeg æder mig selv som lyng
Gyldendal
80 sider
199 kr. (vejl.)