Anmeldelse af Mette
Moestrups Dø, løgn, dø
Der var engang, hvor jeg på
eventyrligvis fik øjnene op for den nutidige danske lyrik. Jeg husker det meget
tydeligt, fordi det var et stort øjeblik for mig. På daværende tidspunkt var
jeg mest interesseret i noveller og romaner, fordi jeg som mange andre opfattede
digte som nogle lidt mærkelige stykker tekster, som ikke rigtig gav mening for
mig. Alt dette ændrede sig, da jeg i 2006 læste Mette Moestrups Kingsize. En digtsamling, som radikalt
ændrede min forståelse af den danske litterære scene og lyrik generelt. Siden
da har jeg fulgt meget mere med i de danske lyrik-scener, og jeg har så vidt
det var muligt forsøgt at holde mig opdateret på de nyeste tendenser i tiden. Jeg
har derfor med stor længsel ventet på Moestrups nye digtsamling Dø, løgn, dø, men lad mig for en god
orden skyld også gøre opmærksom på, at hun også udgav den lille roman Jævnet med jorden i 2009, et værk, jeg i
den grad også kan anbefale.
Det har været svært for mig, at
skrive anmeldelsen af Dø, løgn, dø.
Dette skyldes, at værket simpelthen er så fyldigt og massivt, og samtidigt
sprængt i så mange forskellige tematiske og formmæssige dimensioner, at jeg
knap nok ved, hvordan jeg skal forsøge at favne et så komplekst værk i bare én
anmeldelse.
Men måske er det også vigtigere
at snakke om den kraft, der ligger i selve værket. Hele værket sitrer af energi
og manifestation. Alene indbindingen: Sort! Hardback! Og den så
konfrontatoriske titel – skrevet i versaler og øjensynligt en direkte
henvendelse til løgnens gestaltning. Det er fandme et stærkt udtryk, og ret
spændende i øvrigt, at der for første gang ikke er et billede af Moestrup i
selve bogen. Når jeg bemærker dette, skyldes det, at jeg for ca. et år siden
(tror jeg) hørte et interview med Moestrup angående det problematiske fænomen eller
begreb ”Erotisk kapital”. Hertil fortalte hun, at der havde været flere
overraskende, og som jeg forstod det, upassende, bemærkninger angående hendes
pressefoto i Kingsize. Moestrup har
øjensynligt valgt at undlade et billede i sit nye værk, men om dette skyldes en
afstandstagen fra debatten om den erotiske kapital er jo svært at sige. (Der
var i øvrigt et billede med i Jævnet med
jorden).
Formmæssigt er Dø, løgn, dø inddelt i fem selvstændige
afsnit, men ærligt talt så giver det mest mening, at læse digtsamlingens 167
sider i ét hug. Værkets føromtalte energi trækker læseren ind i et rum, hvor
ikke bare formen, men også sproget og grammatikken falder fra hinanden i positive
(læs: produktive) bevægelser, og på trods af denne ofte skrøbelige ophævelse og
nytænkning af regler, formår Moestrup hele tiden at operere med en rytme og et flow,
som efterlader et indtryk af litterær kunst af allerhøjeste kvalitet. Fra
digtet ”Tænkt mælk (før midnat)”:
Kære læber, læber, læber,
der er så mange af jer! Et objektløst begær.
Begærets vrang, som vender ud,
som noget skjult, som ikke kan skjules,
og i baggrunden: musik.
Den dér underspillede overlegenhed i basgangen, ja
ja,
hvor banalt. Dunk i køn.
En grænseoverskridende overgivelse
som at spille død under samleje. Sløvt
at dyppe den ene brystvorte i sølv.
Ikke guld. Mens tanken malker ud
i mange munde.
Utrolig ubogstaveligt. O!
at regne summen af alle huller i alle levende
kroppe ud
og fylde dem med tænkt mælk, tænkt mælk før midnat!
I dette tekstuddrag ses legen med
sproget tydeligt, og bemærk rytmen; de omhyggelige betoninger, flowet - også forankret
i bogstavrim, men alligevel denne frihed, digtningen tilsyneladende ubesværet
og umiddelbart. Fandme flot, jaja.
Tekstuddraget indeholder
ligeledes flere af de tematikker, som kendetegner Dø, løgn, dø. Ikke mindst kroppen, som selvfølgelig er oppe i tiden
(hvem skriver ikke om kroppen i disse dage?), men det har hun jo sådan set
gjort i meget lang tid, og personligt, synes jeg det mest overraskende har
været denne gentagende insisteren på at koble kroppen sammen med mælk, hvilket
bliver gjort rigtig mange gange i digtsamlingen. Måske skyldes det, at den nye
digtsamling fokuserer mere på forskellene imellem kønnene, end hvad der var
tilfældet med Kingsize? I denne var
der flere digte, hvor en egentlig dekonstruktion af kønnene forekom (læs
eksempelvis ”Blackout / Orkidéer”), mens der i Dø, løgn, dø¸ bliver betonet en kvindelig biologi som netop
modermælk, menstruationsblod og ikke mindst vagina. Den kvindelighed, der
præger digtsamlingen er faktisk lidt overrumplende; mænd har altid, men ikke
udelukkende, været svin hos Moestrup, f.eks. i Egypten og Afrika, eller
decideret fragmenterede som en ”kniv”, man vågner op med, men i Dø, løgn, dø er det som om, Moestrup går
skridtet videre og konstruerer en form for kollektivt søsterskab som reaktion
mod de mandlige overgreb. Dette sker helt konkret i form af en gigantisk sort
trekant til sidst i bogen, men feministiske sange om korte kitler og kritik af
reklamernes retouchering kan også nævnes, ligesom det bemærkes, at bogen er
dedikeret ”Til mine søstre”. Og forstå mig ret; det er fedt at læse! Jeg håber
ikke, at ovenstående virker som en afvisning af projektet (de fleste mænd ER
svin), men jeg vil dog sige, at man(d) som mandlig feminist til tider føler sig
udelukket fra Moestrups projekt, især når det biologiske får tildelt en sådan
stor rolle i digtsamlingen.
Dø, løgn, dø indeholder selvfølgelig også mange andre former for
kritik. Kritik af kapitalismen, kritik af nationalismen, kritik af sprog og
kritik af Sappho-forskningen, bare for at nævne nogle af de områder eller løgne,
som angribes, men i virkeligheden er det ligeså vigtigt at hæfte sig ved, at Moestrups
fortællerinde virker ked af det. Det er faktisk endnu en ny side, synes jeg.
Som læser præsenteres man efterhånden for et egentligt fast forhold til, hvad
der virker som en svensktalende mand med mellemøstlig baggrund. Desværre går
dette forhold i stykker, han forlader hende , og hun svarer ham på vej ud af
døren:
Gå, som du må, nyd
minderne. For kun du ved, hvor meget jeg nød dig.
Men hvis du glemmer, så vil min stemme
minde dig om
smukke nætter.
Så mange øjenlåg af violer og roser
åbnede du ved min side
Så mange flettede kranse
af blomster
om din bløde hals.
Denne sorg er på mange måder
vedvarende i digtsamlingen, og faktisk flettes den ind i bekymringer om alderdom
på en ganske forfærdelig måde. Fra digtet ”Trykknapper”:
jeg selv
ødsler så småovervældende med selve
livet, det vil sige
min afgrænsede krops begrænsede tid
Disse refleksioner om
forgængelighed og død præger digtsamlingen i en grad, som jeg ikke er helt
afklaret med endnu. Jeg fristes til at skrive, at løgnene, der skal dø, også involverer
indre og personlige løgne, løgne som man har fortalt sig selv, men mere om det
en anden gang.
For Mette Moestrup ikke bare er
vred og ked; Hun er også sjov!
Jeg har flere gange taget mig
selv i at grine højlydt (det sker sjældent), og jeg må sige, at det simpelthen
er så befriende at mærke denne glæde og varme i digtsamlingen, som man ikke må
glemme at få med i en karakteristik af Moestrup. Hun viser flere gange, at hun
kan blande de tunge og alvorlige emner med en humoristisk tone. Eksempelvis:
KÆRE BRYSTER
mand til mand, kan I ikke snart holde på en blyant?
Det begynder jo at ligne noget fucking
performativt!
Det er derfor det er så fedt at
læse Moestrup. Man bliver klog, vred, ked og glad på samme tid.
Jeg anbefaler Dø, løgn, dø til alle. Man behøver ikke
at have læst de tidligere digtsamlinger for at få glæde af bogen, som vil glæde
rutinerede læsere af lyrik såvel som nybegyndere.
Køb den, læs den og oplev dansk
lyrik, når det er allerbedst!
Mette Moestrup
DØ, LØGN, Dø
Gyldendal
2012
176 sider
229,95 kr. (vejl.)
