Eva Agnete Selsing er ansvarlig for en artikel på
Berlingskes hjemmeside om, hvad hun selv betegner som ”Borgerlighedens succes
og venstrefløjens fiasko”. Selsing, der er uddannet filosof, skriver i en tone
og med et ræsonnement, der gør det vanskeligt at tage hende seriøs. Den ene
udokumenterede påstand efterfølges kontinuerligt af misforståelser og simple
fejlslutninger, som vil få de fleste intellektuelle på begge sider af det
politiske spektrum til at krumme tæer, og det kan derfor være vanskeligt at
adressere selve indholdet af artiklen, da der simpelthen er for meget at
kritisere.
Selsing er først og fremmest dygtig til at formane om, hvor
forfærdeligt det danske samfund er: ”Det
socialistiske fordummelsesprojekt er også en bragende succes; børn får ikke
længere viden i skolen. De får ’kompetencer’, som er et andet ord for ’nitte,’
og går følgelig dumme og selvovervurderende ud i samfundet. Der hænger grim
kunst i alle offentlige bygninger … ”, lyder det f.eks., og Selsing placerer sig således i et
intellektuelt fællesskab med Sørine Gotfredsen og Rindalismen, inden hun for
alvor demonstrerer sine evner som engageret nytænker.
Det overordnede sigte med artiklen ”Rød og død” må angiveligt være at
vise, og desværre ikke bevise,
hvorledes venstrefløjen har ført en tabt ideologisk kamp. Og her er selve
udgangspunktet for analysen helt forfejlet. Det er nemlig et fordummende og
forsimplet perspektiv, hvis man i rammende alvor tror, at der kun har været én
venstrefløj i Danmark, og at denne skulle have ført en sammentømret og
konsistent linje ”efter Gulag, DDR og det løse”. Der har naturligvis været
flere forskellige venstrefløje, ligesom der har været forskellige strømninger
blandt de borgerlige og på højrefløjen. Verden er simpelthen ikke så sort/hvid,
som Selsing tror, og har hun måske glemt, at det var Poul Schlüter, som var
imod Tysklands genforening?
Et andet problem i artiklen er Selsings misforståelse af begrebet
multikulturalisme. Hun forstår simpelthen ikke begrebet, men jeg
er tilbøjelig til at undskylde hende, da der er så mange andre meningsdannere i
medierne, der heller ikke gør det. Lad mig forsøge at forklare det kort og
godt: Multikulturalisme er den logiske indsigt, at nutidens samfund og nationer
er præget af en lang række kulturer, som influerer hinanden. I modsætning til
tidligere historiske perioder, hvor der var en større ensretning grundet den
stærke magtcentralisering samt den manglende kommunikation og bevægelse over
landegrænserne, er der i de (post-) moderne samfund forskellige kulturer, som
unægtelig eksisterer sammen. Dette gælder inden for noget så simpelt og
problemfrit som mad og musik, mens der kan opstå konflikter ved politiske og
religiøse kulturer. Kulturerne er i en dynamisk relation til hinanden,
ligegyldig hvad man må mene om det, og man kan lige så godt lade være med at
lovgive om det. Monokultur er en umulighed og kan ikke opretholdes længere,
hvilket blev synligt ved ophævelsen af apartheid og borgerrettighedsbevægelsen
indtog i amerikansk politik. Kun Søren Pind og Selsing har ikke lært af
historierne.
Man skulle så tro at Selsing ville stoppe her, men nej.
Således beskriver hun venstrefløjens holdning til den globale klimakrise: ”Den sag har de fleste desværre gennemskuet -
klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver
grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet
varmere.” Ja, som sagt kan det være svært at tage dette seriøst, så lad mig
først komme med min egen pointe, inden jeg adresserer denne intellektuelle
falliterklæring.
Der ligger nemlig en gennemgående præmis i Selsing artikel
om, at det borgerlige Danmarks ungdom er en stærk kreativ gruppe af unge mennesker,
der med deres intellektuelle formåen har skabt en progressiv bevægelse, hvor de
bidrager med en masse nye innovative tiltag for en bedre, underforstået
liberal, verden. Selsing henter opbakning til denne myte ved at henvise til
Ditte Gieses artikel ”Nogle gange gad jeg også godt være blå”, Politiken, d. 3. december, hvor Giese i
positive vendinger beskriver det sammenhold, som præger det yngre borgerlige
miljø i Danmark. Desværre indser Selsing ikke den kritik, som Giese samtidig
retter mod den borgerlige ungdom, men lad nu det ligge.
For det er i den
grad en myte, at den borgerlige ungdom har bidraget med nye fantastiske
indsigter til samfundsdebatten. Vel er de engagerede, og deres sammenhold er
med garanti velplejet, men de unge borgerlige har ikke gjort andet end at
reproducere de samme logikker, som tidligere generationers liberalister har
fremført. Det handler, som det altid har gjort, om at staten er ond og skadelig
for den private ejendomsret, at privatiseringer er det eneste rigtige, og at
det kollektive velfærdsprojekt i virkeligheden er et angreb på individets
frihed. Der er som sådan ikke noget nyt i den unge borgerlighed, hvad angår
intellektuelle tiltag, hvilket da også bliver synligt, når man besøger dem på
nærmeste hold.
Jeg har selv deltaget i et afholdt CEPOS-arrangement om
pseudo-filosoffen Ayn Rand, som de unge borgerlige forguder, men som alle
seriøse akademikere selvfølgelig har afvist som et ligegyldigt pop-fænomen. Her
sad jeg på første række, da de unge borgerlige sad og grinte af
anti-demokratiske vittigheder, så som: ”Demokrati
er godt, det er bare ærgerligt, at de dumme fattige også skal have noget at sige
– hahaha!” (jeg gengiver frit fra hukommelsen). Det, jeg oplevede var en
samling af unge umodne mennesker, hvis viden om samfundet blot bestod af deres genskabte
indsigter fra tidligere tænkeres bøger. Man skulle så tro, at de ville være
indsigtsfulde nok til at efterleve deres egen filosofi, men nej. Langt de
fleste af den borgerlige ungdom har ingen problemer med at modtage SU, dagpenge
eller anden hjælp fra staten, og hvor er det dog nemt at bide den hånd, som
fodrer. Det borgerlige ungdomsoprør minder mest af alt om et socialt ødipuskompleks,
og i det hele taget bør den borgerlige ungdom snarere opfattes som en kult med
deres egne myter og ritualer. I denne er der andre spilleregler gældende, og
man kan således sagtens kritisere demokratiet eller benægte den globale
opvarmning, hvilket Selsing demonstrerer så tydeligt. Jeff Walker har i øvrigt
skrevet en bog om fænomenet, The Ayn Rand
Cult, hedder den, og den kan så vidt jeg er orienteret købes som e-bog.
Hvis den borgerlige ungdom virkelig vil bidrage til
samfundsdebatten, må den skabe nogle nye spændende diskurser og diskussioner i
stedet for blot at gentage de samme pointer, som den danske befolkning har hørt
på i så mange årtier.
Således er det passende at slutte med en opfordring Eva
Agnete Selsing: I stedet for at skrive en artikel om, hvor inkompetent
venstrefløjen er, så skriv i stedet om, hvordan de unge borgerlige vil forandre
Danmark til det bedre. Det skal blive spændende at se, hvor meget nyt der er i
den borgerlige ungdom, eller om det alt sammen handler om at nedgøre andre og
benægte den globale opvarmning.
