fredag den 21. december 2012

Til Eva Agnete Selsing med et ønske om borgerlig nytænkning



Eva Agnete Selsing er ansvarlig for en artikel på Berlingskes hjemmeside om, hvad hun selv betegner som ”Borgerlighedens succes og venstrefløjens fiasko”. Selsing, der er uddannet filosof, skriver i en tone og med et ræsonnement, der gør det vanskeligt at tage hende seriøs. Den ene udokumenterede påstand efterfølges kontinuerligt af misforståelser og simple fejlslutninger, som vil få de fleste intellektuelle på begge sider af det politiske spektrum til at krumme tæer, og det kan derfor være vanskeligt at adressere selve indholdet af artiklen, da der simpelthen er for meget at kritisere.


Selsing er først og fremmest dygtig til at formane om, hvor forfærdeligt det danske samfund er: Det socialistiske fordummelsesprojekt er også en bragende succes; børn får ikke længere viden i skolen. De får ’kompetencer’, som er et andet ord for ’nitte,’ og går følgelig dumme og selvovervurderende ud i samfundet. Der hænger grim kunst i alle offentlige bygninger … ”, lyder det f.eks., og Selsing placerer sig således i et intellektuelt fællesskab med Sørine Gotfredsen og Rindalismen, inden hun for alvor demonstrerer sine evner som engageret nytænker.


Det overordnede sigte med artiklen ”Rød og død” må angiveligt være at vise, og desværre ikke bevise, hvorledes venstrefløjen har ført en tabt ideologisk kamp. Og her er selve udgangspunktet for analysen helt forfejlet. Det er nemlig et fordummende og forsimplet perspektiv, hvis man i rammende alvor tror, at der kun har været én venstrefløj i Danmark, og at denne skulle have ført en sammentømret og konsistent linje ”efter Gulag, DDR og det løse”. Der har naturligvis været flere forskellige venstrefløje, ligesom der har været forskellige strømninger blandt de borgerlige og på højrefløjen. Verden er simpelthen ikke så sort/hvid, som Selsing tror, og har hun måske glemt, at det var Poul Schlüter, som var imod Tysklands genforening? 


Et andet problem i artiklen er Selsings misforståelse af begrebet multikulturalisme. Hun forstår simpelthen ikke begrebet, men jeg er tilbøjelig til at undskylde hende, da der er så mange andre meningsdannere i medierne, der heller ikke gør det. Lad mig forsøge at forklare det kort og godt: Multikulturalisme er den logiske indsigt, at nutidens samfund og nationer er præget af en lang række kulturer, som influerer hinanden. I modsætning til tidligere historiske perioder, hvor der var en større ensretning grundet den stærke magtcentralisering samt den manglende kommunikation og bevægelse over landegrænserne, er der i de (post-) moderne samfund forskellige kulturer, som unægtelig eksisterer sammen. Dette gælder inden for noget så simpelt og problemfrit som mad og musik, mens der kan opstå konflikter ved politiske og religiøse kulturer. Kulturerne er i en dynamisk relation til hinanden, ligegyldig hvad man må mene om det, og man kan lige så godt lade være med at lovgive om det. Monokultur er en umulighed og kan ikke opretholdes længere, hvilket blev synligt ved ophævelsen af apartheid og borgerrettighedsbevægelsen indtog i amerikansk politik. Kun Søren Pind og Selsing har ikke lært af historierne.    


Man skulle så tro at Selsing ville stoppe her, men nej. Således beskriver hun venstrefløjens holdning til den globale klimakrise: ”Den sag har de fleste desværre gennemskuet - klimaapokalypsen er længere væk end de politikeransatte forskere, der hiver grønne bevillingskroner hjem i et væk. Og så er det vist heller ikke blevet varmere.” Ja, som sagt kan det være svært at tage dette seriøst, så lad mig først komme med min egen pointe, inden jeg adresserer denne intellektuelle falliterklæring.


Der ligger nemlig en gennemgående præmis i Selsing artikel om, at det borgerlige Danmarks ungdom er en stærk kreativ gruppe af unge mennesker, der med deres intellektuelle formåen har skabt en progressiv bevægelse, hvor de bidrager med en masse nye innovative tiltag for en bedre, underforstået liberal, verden. Selsing henter opbakning til denne myte ved at henvise til Ditte Gieses artikel ”Nogle gange gad jeg også godt være blå”, Politiken, d. 3. december, hvor Giese i positive vendinger beskriver det sammenhold, som præger det yngre borgerlige miljø i Danmark. Desværre indser Selsing ikke den kritik, som Giese samtidig retter mod den borgerlige ungdom, men lad nu det ligge.


For det er i den grad en myte, at den borgerlige ungdom har bidraget med nye fantastiske indsigter til samfundsdebatten. Vel er de engagerede, og deres sammenhold er med garanti velplejet, men de unge borgerlige har ikke gjort andet end at reproducere de samme logikker, som tidligere generationers liberalister har fremført. Det handler, som det altid har gjort, om at staten er ond og skadelig for den private ejendomsret, at privatiseringer er det eneste rigtige, og at det kollektive velfærdsprojekt i virkeligheden er et angreb på individets frihed. Der er som sådan ikke noget nyt i den unge borgerlighed, hvad angår intellektuelle tiltag, hvilket da også bliver synligt, når man besøger dem på nærmeste hold.
Jeg har selv deltaget i et afholdt CEPOS-arrangement om pseudo-filosoffen Ayn Rand, som de unge borgerlige forguder, men som alle seriøse akademikere selvfølgelig har afvist som et ligegyldigt pop-fænomen. Her sad jeg på første række, da de unge borgerlige sad og grinte af anti-demokratiske vittigheder, så som: ”Demokrati er godt, det er bare ærgerligt, at de dumme fattige også skal have noget at sige – hahaha!” (jeg gengiver frit fra hukommelsen). Det, jeg oplevede var en samling af unge umodne mennesker, hvis viden om samfundet blot bestod af deres genskabte indsigter fra tidligere tænkeres bøger. Man skulle så tro, at de ville være indsigtsfulde nok til at efterleve deres egen filosofi, men nej. Langt de fleste af den borgerlige ungdom har ingen problemer med at modtage SU, dagpenge eller anden hjælp fra staten, og hvor er det dog nemt at bide den hånd, som fodrer. Det borgerlige ungdomsoprør minder mest af alt om et socialt ødipuskompleks, og i det hele taget bør den borgerlige ungdom snarere opfattes som en kult med deres egne myter og ritualer. I denne er der andre spilleregler gældende, og man kan således sagtens kritisere demokratiet eller benægte den globale opvarmning, hvilket Selsing demonstrerer så tydeligt. Jeff Walker har i øvrigt skrevet en bog om fænomenet, The Ayn Rand Cult, hedder den, og den kan så vidt jeg er orienteret købes som e-bog.


Hvis den borgerlige ungdom virkelig vil bidrage til samfundsdebatten, må den skabe nogle nye spændende diskurser og diskussioner i stedet for blot at gentage de samme pointer, som den danske befolkning har hørt på i så mange årtier.


Således er det passende at slutte med en opfordring Eva Agnete Selsing: I stedet for at skrive en artikel om, hvor inkompetent venstrefløjen er, så skriv i stedet om, hvordan de unge borgerlige vil forandre Danmark til det bedre. Det skal blive spændende at se, hvor meget nyt der er i den borgerlige ungdom, eller om det alt sammen handler om at nedgøre andre og benægte den globale opvarmning.  


tirsdag den 4. december 2012

Læserbrev til Christine Antorini


Til Christine Antorini

Hvor er det dog storslået at følge den kurs, som du har lagt for det danske uddannelsessystem. Selvfølgelig skal børnene da have meget mere undervisning, end vi fik, dengang vi var små. Heldagsskolen er et vidunderligt koncept, ja hvorfor ikke inkludere weekenden, spørger jeg bare! Der er jo slet ingen grund til at børnene skal have fri. De får al den sociale stimulans, som de har brug for, når de er sammen om noget fagligt, det siger sig selv. Og engelskundervisning fra første klasse? Jamen fantastisk! Sikke et innovativt og kreativt forslag. Mon vi kunne gøre det endnu bedre? Jeg tænker … kinesisk … det er jo oppe i tiden, og i denne globaliserede verden, er det vigtigt at klæde børnene på til de udfordringer, der venter lige om hjørnet. Ja hvorfor stoppe dér? De kan jo lige så godt lære lidt om samfundsforhold, nu vi er i gang med at tænke stort. Skal vi sige Mills fra tredje og Locke fra femte?

Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg var lidt nervøs, da jeg hørte at du skulle være undervisningsminister. Rygterne ville vide, at du havde talt om at bryde med Bertels Haarders håndfaste linje, at du ville læne dig op ad lærernes anbefalinger og samarbejde med lærerforeningerne, at tingene skulle være anderledes.
Men jeg vidste godt, at det ikke var sandt. Tro mig, jeg vidste, at du var til at stole på, og jeg blev så glad, da du for alvor demonstrerede din vilje til at trodse lærerne. Sikke en manøvre at forhandle med KL uden at involvere Danmarks Lærerforening. Snedigt – sikke en politisk manøvre – det vidner om format, det må jeg sige: Bertel er med garanti stolt af dig, det er jeg sikker på, og enhver tro på, at du er lærernes repræsentant, er nu heldigvis manet til jorden.

Lad os snakke om forberedelsestid: Jeg forstår ikke, hvorfor lærerne overhovedet skal have betaling for at planlægge deres arbejde? Jeg mener: De har allerede fået sig en uddannelse på skatteydernes regning, så må man da også forvente, at de kan finde ud af at bruge den?! Nej du. Det er simpelthen så dejligt, at du kære Antorini, datter af en lærerinde, går forrest og siger: ”Nok er nok - VI VIL IKKE FINDE OS I, AT LÆRERNE SIDDER DERHJEMME OG FORBEREDER SIG”. Det må de passende gøre på et kontor ligesom alle os andre.

Jeg har faktisk nogle forslag til, hvordan vi for alvor kan få ramt på de privilegerede lærere. Hvad med, at de alle skal undervise i det samme pensum? Så er der slet ikke nogen grund til at forberede sig! Nuvel, staten kan være gavmild og betale for det første ansættelses år, men derefter er der jo ingen grund til at betale for noget. Det vil også gøre undervisningen mere beregnelig og struktureret. Hvis alle eleverne bliver undervist i det samme stof, bliver de alle lige gode – sikke en bjørnetjeneste til det danske samfund!

Ja ja ja. Nu ved jeg godt, at enkelte kritiske røster vil påpege, at lærerne netop har valg deres profession, fordi de ønsker et liv med de muligheder, som følger, når man kan planlægge sin forberedelse. At de kreative ildsjæle selvfølgelig vil forlade folkeskolen, hvis man fratager dem denne frihed, fordi de kan vælge andre 8-16-jobs, der er meget bedre betalte. Men dér er det jo, at man skal tage højde for, at Danmark slet ikke behøver de dygtige og engagerede lærere. Nej nej, jeg ved, hvad du tænker, men hør nu: Man behøver ikke en dygtig lærer, hvis vedkommende bare skal undervise i det samme stof som alle andre, og det er jo den vej, som det unægteligt vil gå, hvis du skærer i lærerenes forberedelse.

Kære Antorini. Du er en fantast. Du er den endelige løsning på uddannelsesproblemet. Du har bevist, at du vil følge Haarders linje og gøre den danske folkeskole til et bedre sted. Og selvfølgelig vil den nye danske ungdom blive forfordelt. Lad os omfavne den virksomhedslogik, som Haarder pressede ned over det danske uddannelsessystem, og hvis eleverne har svært med at gennemføre deres prøver, kan man jo altid bare gøre eksaminationerne lettere at bestå. Det er jo også den praksis, som I allerede er i gang med inde i undervisningsministeriet, hvilket er alle tiders, og mon ikke 95 % af ungdomsårgangene får sig en uddannelse inden næste folketingsvalg?

Jeg krydser fingre i håb om forandring

Hilsen
Anders Bentsen-Bøhm